Sharon, Carmel og Yizreeldalen

Kommer man ad søvejen til Haifa, kan man på lang afstand nyde synet af Libanon mod nord, det grønne Carmelbjerg og Sharonsletten mod syd. Uvilkårligt nynner man: »Blomstre som en rosengård ... Libanons og Karmels glans, Sharons yndigheder«.
Af Nina Jalser
Af Nina Jalser
Nord for Tel Aviv ligger den flade Sharonslette med citrusplantager og mange gode strande.
Herzliya
Herzliya (100.000 indb.) blev grundlagt i 1924 som et landbrugscenter opkaldt efter zionisten Theodor Herzl og er nu en forstad til Tel Aviv.
Herzliya Kunstmuseum, Yad Lebanim, Rehov Wolfson, åbent ma., on., fr.-lø. 10-14, ti. og to. 16-20, 10 NIS, tlf. 9551011, www.herzliyamuseum.co.il . Skiftende udstillinger.
Grundlæggernes Museum, Beit Rishonim, Rehov Hanadiv 8, åbent ma.- to. 9-12, 20 NIS, tlf. 9548561, viser Herzliyas udvikling fra 1924-48.
På strandsiden af Haifavejen V2 ligger Herzliya Pituah med store villaer beboet af diplomater og velhavende israelere. Her findes nogle af Israels bedste strande. Pas på understrømmen, og svøm kun inden for de afmærkede områder med livredder. Stranden skæmmes efterhånden af tårnhøje hoteller.
Nord for Sharonhotellets strand har den såkaldte hulemand, Kahalon, bygget en fantasifuld bolig af ting, han har fundet på stranden. Boligen vokser år for år og har nu café.
Herzliya Marina (tlf. 9565595), Israels største, er bygget af danske firmaer og har plads til 800 både. Her er restauranter, caféer, et leben døgnet rundt.
Telefonområdenr.: 09
Bus: Tel Aviv
Tog: Tel Aviv-Haifa
5* Dan Acadia, Herzliya Beach, tlf.9597070, www.danhotels.com
4* Sharon Hotel, Ramat Yam, tlf.9575777, www.sharon.co.il
2* Tadmor Hotel, Rehov Basel 38, tlf.9525000, www.tadmor.co.il
Omkring Kikar Shalit ligger flere spisesteder. Gode restauranter findes også i
industrikvarteret syd for hotellerne.
Apollonia
National Park, åbent lø.-to. 8-17, fr. 8-16, okt.-mar. lukkes 1t. tidligere, 20 NIS, tlf.(09)9550929, www.parks.org.il . Umiddelbart nord for Herzliya Pituah ligger ruinerne af oldtidsbyen Arsuf anlagt af fønikerne i 5. årh. f.Kr. Grækerne overtog den og kaldte den Apollonia. Senere kom romerne og muslimerne. Korsfarerne befæstede stedet, og det var her, Richard Løvehjerte slog Saladin i 1191. Mameluksultan Baybar jævnede den gamle, blomstrende havneby med jorden i 1265. Men arkæologer har været i gang, og i dag kan man udforske bymure, volde, romersk villa, vandreservoirs, cisterne, korsfarerborg (1241) og oliepresser – og den gamle havn.
Netanya
Sharonslettens »hovedstad« (170.000 indb.) er en af Israels vigtigste feriebyer og populær blandt skandinaviske turister. Det er en hyggelig og overskuelig by med 11 km fin strand og samtidig et godt udgangspunkt for ture rundt i landet.
Netanya blev grundlagt i 1928 med økonomisk støtte fra den amerikanske filantrop Nathan Straus (1848-1931), efter hvem byen har sit navn. Oprindelig var området fyldt med citrusplantager, men i 1933 oprettede hollandske og tyske jøder flere diamantsliberier, og Netanya blev Israels diamantcentrum. Efterhånden er turismen blevet byens vigtigste indtægtskilde.
Om sommeren er der liv og glade dage. Kikkar Ha’atzma’ut, pladsen ved havet, er byens centrum. Her findes caféer, restauranter, diskoteker, biograf, bank, posthus, hoteller, og mange aftener er der underholdning. Det nærliggende »amfiteater« i Gan Hamelekh-parken har også gratis underholdning om sommeren.
I byens vestlige del ligger Kulturcentret, hvor større grupper optræder, og indkøbscentret Canyon Hasharon. Man kan dyrke mange former for sport bl.a. ridning, tennis, windsurfing, paragliding og leje cykler. Få et gratis »Event« om månedens begivenheder på turistinformationen. De fleste forretninger lukker 13-16, til gengæld blomstrer nattelivet.
Diamantsliberi, NDC, Netanya Diamond Center, Rehov Herzl 90, åbent sø.-to. 8-19, fr. 8-14, gratis, tlf. 8620436. Netanya har flere diamantcentre, som kan besøges. Dette er det største og mest interessante.
Yemenitisk Folklorecenter, Kikar Haatzmaut 11, 4. sal, åbent sø.-to. 8-15.45, entré, tlf. 8331325 .
Jødisk Legionærmuseum, Beit Hagdudim, Moshav Avihail, åbent sø.-to. 8-16, entré, tlf.8822212. Om den jødiske legions rolle under 1. Verdenskrig.
Hasharon Museum, ved Kfar Monash, åbent sø.-to 8-14, lø. 10-14, gratis. Arkæologi, natur og kunst
Telefonområdenr.: 09
Turistinfo: Kikar Ha’atzma’ut, sø.-to.8.30-16, fr. 9-12, tlf.8827286, www.netanya.muni.il
Tog: Nahariya-Tel Aviv
Bus: Tel Aviv, Jerusalem og Haifa
4* The Seasons Hotel, Sderot Nice 1, tlf.8601555, www.seasons.co.il
2* Hotel Orit, Rehov Chen 21, tlf.8616818, www.israelsvan/orit
Restaurant Apropo, Gan Hamelekh, tlf.8624482, bestil bord
Kfar Vitkin
I Alexanderfloden ved moshav Kfar Vitkins River Park (8 km nord for Netanya) lever de sjældne nilskildpadder (Trionyx triunguis). Det er en flodskildpaddeart, hvis rygskjold ikke er dækket af hornplader, men af en tyk, læderagtig hud, der går ud over kanten af det underliggende benskjold. Ca. 40 skildpadder med spidssnudede, sællignende hoveder svømmer rundt i alle størrelser op til 1 m. De tiltrækkes af støj, men ses bedst, når de bliver fodret med små optøede, grydeklare kyllinger kl. 9-11.
Parken (tlf.(09) 8666230), der også har picnicfaciliteter, findes lettest ved at køre ad V4 og dreje af mod Kfar Vitkin.
Bus: Fra Haifa og Tel Aviv
Hostel Kfar Vitkin, Emek Hefer, tlf.8666032
Hadera
En lille, travl handelsby (75.000 indb.). I 1891 flyttede pionerer fra de nuværende baltiske lande ind i den arabiske landsby el-Khudeira. De plantede eukalyptustræer for at udtørre sumpene.
Khan Museum, Rehov Hagibborim 74, åbent sø.-to. 8-13 (sø. og ti. også 16-18), fr. 9-12, entré, handicapv., tlf.(04) 6322330, www.khan-hadera.org.il . Karavanseraiet, som var pionerernes første tilholdssted, er nu historisk museum.
Baqa el Gharbiya
Den arabiske by (27.000 indb.) ligger lige på »Den Grønne Linie« - grænsen til Vestbredden – og nogle gader ender i betonelementer, den israelske sikkerhedsmur, der blev påbegyndt i 2002. Byens Islamiske Institut er kendt for at være aldeles upolitisk og uddanner både kvinder og mænd til religionslærere.
Caesarea
Det moderne Caesarea (5200 indb., www.caesarea.com ) fra 1960’erne har store boliger, golf og grønne områder – og hvide sandstrande. Men det er det gamle Caesarea, der er interessant fordi:
Nok ligger Herodes’ mesterværk, havnebyen Caesarea, i ruiner; men det er absolut en af Israels mest seværdige arkæologiske udgravninger. Afsæt mindst en halv dag.
Den første havn blev anlagt i 4. årh. f.Kr. af kongen af den fønikiske by Sidon. Hans græske navn var Straton, og havnen blev kaldt Stratons Tårn. Efter 300 år som blomstrende handelsstation, sygnede den hen.
Herodes manglede en havn mellem Dor og Jaffa og så muligheder i den forladte Stratons Tårn. På kun 13 år (22-9 f.Kr) byggede han Caesarea Maritima (opkaldt efter kejser (Caesar) Augustus), som blev romernes hovedstad i provinsen Judæa i ca. 500 år.
Efter Josefus’ beskrivelse skal der ikke megen fantasi til at forestille sig det storslåede syn, byen må have været. Her var pragtfulde templer med statuer, der overgik Zeus-statuen i Olympia, teater, amfiteater, hippodrom, stadion, akvædukt, der førte vand til byens mange fontæner og bade, offentlige bygninger i marmor, et underjordisk kloaksystem, handelspladser med arkader og naturligvis en perle af et palads til Herodes. Havnen, opført ved en flad sandstrand, var et teknologisk under, et mesterværk med både indre- og ydrehavn, pakhuse, bølgebrydere, moler, fyrtårn og seks kolossale bronzestatuer opstillet på søjler. Et sindrigt slusesystem forhindrede havnen i at sande til. Selve havnen hed Sebastos (græsk for Augustus) og var en af Middelhavets største havne, større end Piræus ved Athen, ifølge Josefus.
Fra Caesarea Maritima styrede Pontius Pilatus den romerske provins år 26-36. Apostelen Paulus sad i fængsel her i to år, inden han med skib blev sendt til Rom i 62 (Ap.G. 24). I den kosmopolitiske by boede jøder, grækere og syrere, der ofte havde svært ved at enes. Det var én af deres mange stridigheder, der førte til den jødiske opstand mod Rom i 66, som i 70 endte med ødelæggelsen af Templet i Jerusalem. Under Bar Kochba-oprøret i 132-135 blev Rabbi Akiva og mange andre dræbt i amfiteatret.
I byzantinsk tid var byen et vigtigt kristent center. Kirkehistorikeren Eusebius (264-340), som skrev Onomasticon (Palæstinas første geografibog), var Caesareas ærkebiskop. I 640 blev byen forrådt af jøden Josef og indtaget af muslimerne. Korsfarerne indtog den i 1101, og i 1187 lykkedes det Saladin at ødelægge byen, dog ikke mere end at korsfarerne vendte tilbage og befæstede den yderligere. Men forgæves - i 1265 jævnede mamelukkerne den med jorden, og efterhånden skjultes ruinerne af sand.
Det store område lå upåagtet hen i flere hundrede år, indtil pasha al-Jazzar fik nys om Caesareas smukke søjler og i 1787 bragte dem til Akko for at udsmykke sin by.
Caesareas sidste bosættere var flygtninge fra Bosnien, for da østrig-ungarske soldater i 1878 invaderede Bosnien, blev de muslimske indbyggere bange. De huskede, hvordan de havde mishandlet de kristne, da de selv havde herredømmet. Den osmanniske sultan placerede bosniske flygtninge forskellige steder i sit rige, og i 1882 ankom en gruppe til Palæstina. Nogle slog sig ned i Caesareas ruiner, hvor de levede af at sælge de antikke sten og søjler til byggemateriale. I 1948 flyttede de til nærliggende arabiske landsbyer.
Det var Kibbutz Sdot Yam (grundlagt 1940), der først interesserede sig for at udgrave Caesareas ruiner. I 1990’erne blev der gravet hele året bl.a. ved hjælp af arbejdsløse, russiske immigranter, som derved fik arbejde, men også af hensyn til turismen. Der er kun udgravet en brøkdel, men den er til gengæld yderst seværdig.
Seværdigheder
Caesarea Museum, Kibbutz Sdot Yam, syd for nationalparken, åbent lø.-to. 10-16, fr. 10-13, 13 NIS, tlf. 6364470. En lille, men udsøgt samling af de vigtigste fund, bl.a. en kopi af stenen med Pontius Pilatus’ navn indgraveret.
I kibbutzen bør man også besøge Beit Hannah, hvor der vises en av-præsentation om den jødiske heltinde Hannah Senesh (1921-44), der blev henrettet af nazisterne efter en faldskærmsmission i Ungarn. I mandattiden var kibbutzen modtagelseshavn for illegale immigranter.
Caesarea Nationalpark, åbent lø.-to. 8-17, fr. 8-16, okt.-mar. lukkes 1 t. tidligere, 36 NIS (kombibillet inkl. tre shows 46 NIS), tlf.6361358, www.parks.org.il . Nationalparken omfatter hele det arkæologiske område. Der er to indgange, begynd ved den sydlige (romersk teater indgang), så kommer caféer og restauranter nemlig som »præmie« sidst på ruten!
Romersk Teater, udgravet i 1966, har 4.000 tilskuerpladser, og som i andre romerske teatre kunne orchestra også her omdannes til scene for søslag. I byzantinsk tid var teatret en del af byens fæstning. Her fandt man en sten, hvis inskription nævner både kejser Tiberius og Pontius Pilatus (originalen er på Israel Museum i Jerusalem). Teatret
er restaureret, og det er en stor oplevelse at høre en opera eller koncert her (husk siddepude). Ved teatret vises en 10 min.s film: Caesarea fortid, nutid, fremtid.
Vest for teatret (i vandkanten), gennem ruiner af Praetorium (lov, magt og kontrol) og Apostlenes hal (Ap.G.23,23-35; 25,23) kommer man til det romerske »Klipperevspalads«, hvis store pool, nok blev benyttet som fiskemarked.
Strandhippodromen (315x68 m), opført af Herodes, havde plads til 12.000 tilskuere. Den passer til Josefus’ beskrivelse og fungerede også som stadion.
Øst for strandhippodromen er den administrative bydel med guvernørpalads, forretninger, lagerrum, helligdomme og – romerske bade med smukke mosaikker.
Korsfarerbyen, udgravet i 1960-62, ligger bag dybe voldgrave og høje, stejle mure med imponerende porte. Indenfor ses rester af tempel, katedral, kapel, moské (bosnisk), korsfarergade og -huse.
Den indre havn blev i byzantinsk tid tørlagt og bebygget. Men i den ydre havn kan man under vandet se rester af Herodes’ mole og bølgebrydere. Citadel og arkader er nu indrettet til gallerier, interaktivt center: Tal med Herodes og TimeTower, der viser multimedieshow om Caesareas historie - og mange restauranter og caféer.
Uden for nationalparken
Ad vejen øst for korsfarerporten, derefter 1. vej th., ved restaurant, ligger den
Byzantinske gade, Cardoen, med to hovedløse statuer, den ene af rød porfyr (man mener, det er Hadrian med rigsæble og scepter), den anden af hvid marmor. De stammer fra romerske templer.
Næste stop på vejen er på højre side ved en stenbue - og bag høje buske er
Hippodromen (Cirkus), der havde plads til 30.000 tilskuere. Herodes forkortede og omdannede den senere til amfiteater til gladiatorkampe. Den er uudgravet, kun omridset ses. Et luftfoto afslørede beliggenheden. De store sten i midten var dele af en 27 m høj obelisk.
Nord for nationalparken, ved Caesarea Beach, ligger
Akvædukterne, der bragte vand fra Shuni ved Carmelbjergets skråning til Caesarea. På havsiden af buerne ses en inskription, der nævner de legioner, der byggede og reparerede akvædukterne.
Telefonområdenr.: 04
Bus: Fra Hadera
5* Dan Caesarea Hotel, tlf.6269111, www.danhotels.com
Restauranter i nationalparken har også åbent efter parkens lukketid
Caesarea Golf Club, , Caesarea, tlf.6361174, åben hele året. Turister er velkomne,
udstyr kan lejes, www.caesarea.com
Old Caesarea Diving Centre, i nationalparken, tlf. 6265898, www.caesarea-diving.com
Kibbutz Ma’agan Mikha’el (grundlagt i 1949, 1412 indb.) har fiskedamme og naturreservat med et rigt fugleliv. Er tilholdssted for mange arter af trækfugle. Har 5 mdr. ulpan med start 1. feb. og 1. aug., www.maaganmichael.com
Kibbutz Nahsholim med fin strand ligger ved Tel Dor hvis historie går helt tilbage til bronzealderen. Her har boet både fønikere, israelitter, grækere og romere. Deres oltidsbyer ligger lag-på-lag 15 m ned i undergrunden. Oldtidshavnen er et paradis for undervandsarkæologer, www.biblewalks.com/sites/dor.html .Besøg endelig det meget seværdige arkæologiske museum, åbent sø.- fr. 8.30-14, lø. 10-15, 18 NIS, tlf. 6390950.
Hotel Kibbutz Nahsholim, tlf. (04) 6399533, www.nahsholim.co.il
Dor Holiday Village, tlf. (04) 6399121, www.kibbutz.co.il
Zikhron Ya’akov
»Jakobs Minde« (20.000 indb.) er en af Israels første bosættelser (1882). Baron Edmond de Rothschild reddede den hensygnende bosættelse (opkaldt efter hans far) ved at plante franske vinstokke. Herfra kommer de kendte Carmel vine.
Visitors’ Center, Rehov Hameyasdim 12, åbent ma.-to. 8.30-13, tlf.(04) 6398811, www.zy1882.co.il ,på gågaden med renoverede bygninger fra 1. aliyah, gallerier og caféer.
Museum of the First Aliyah, Rehov Hanadiv 2, åbent ma.-fr.9-14 (ti. til 19), 15 NIS, tlf.(04)6294777. Historien om den første immigrantbølge og moderne bosættere. Multimediashow.
Carmel-vinkældrene, Rehov Hanadiv, åbent sø.-to. 8.30-15.30, fr. 8.30-13,rundvisning og multimedia 18 NIS, ring og bestil på tlf. 6391788, 6290977, www.carmelwines.co.il I vinkældrene i Israels første vinfabrik kan man bl.a. se de store, gamle vinfade. Gennem et hul i siden af tønden blev små børn sendt ind for at rense den - efter overstået arbejde var de aldeles berusede!
Beit Aaronsohn, Rehov Hameyasdim 40, åbent sø.-to. 8.30-15, fr. 8.30-16,18 NIS, omvisning, tlf.(04) 6377666, www.nili-museum.org.il . Botanikeren Aaronsohns hus var spionrede for Niligruppen, der under 1. Verdenskrig spionerede for de allierede mod tyrkerne.
Ramat Hanadiv, Velgørerens Høj, åbent lø.-to. 8-15.45, fr. 8-13.45, krypt lukket lø., gratis, handicapv., visitors pavillion, café, tlf. 6298111, www.ramat-hanadiv.org.il .
Lige syd for byen finder man Edmond de Rothschilds mausoleum i en stor, smuk park, hvorfra der er en pragtfuld udsigt. I 1954 blev Edmond og hans kones jordiske rester bragt til Israel på et krigsskib, hvorefter de fik en statslig begravelse.
Jabotinsky Park, åbent ma.-to. 9-16, fr. 9-12, lø.10-17, 20 NIS, tlf. (04)6389730. Få kilometer mod syd, i Jabotinsky Park, ligger Shuni, hvor araberne oplagrede korn. I 1930-40’erne var Shuni træningssted for den jødiske undergrundsbevægelse Irgun, og illegale immigranter blev bragt hertil.
Men Shuni har også en vellystig fortid. Man har fundet rester af et helbredende »forlystelsescenter« fra oldtiden, Asklepieia, der var indviet til lægeguden Asklepios. Under store orgier i helbredende bade blev bl.a. ufrugtbare kvinder kureret! Stedet havde både teater, templer, spillebuler, forretningsgader og pilgrimsherberg. Det var i brug fra 100- 500-tallet, da selv Asklepios måtte vige for kristendommen. Arkæologer drømmer smilende om at restaurere og genoplive oldtidens Asklepieia, men indtil da må man nøjes med at se rester af disse bade, romersk teater, oliepresser, fortmuseum og film om Irgun, der her planlagde befrielsen af fangerne i Akko.
Nahal Taninim
Naturreservat, åbent lø.-to. 8-17, fr. 8-16, okt.-mar. lukkes 1 t. tidligere, 20 NIS, tlf. 6265151. Krokodillefloden, ja, indtil begyndelsen af 1900-tallet levede her krokodiller, i dag mange andre vilde dyr, selv sjakaler – og her er også en byzantinsk dæmning og en underjordisk, tørlagt akvædukt.
1 km syd for floden finder man Binyamina vinkældre, Rehov Ha-nessi, Visitors Centre, tlf.(06) 6288042, www.binyaminawines.com , omvisning, vinsmagning og kosher restaurant.
Mearot Carmel
Carmel-hulerne, ca. 20 km syd for Haifa ved V4, åbent lø.-to. 8-16, fr. 8-13, 23 NIS, P-plads, café, tlf.(04) 9841750. I Nahal Mearot naturreservat () fandt man i 1929 nogle forhistoriske huler, der for 200.000 år siden var beboet af homo erectus. 50.000 år senere afløstes de af samlere og jægere, og til sidst flyttede neandertalere ind. Den længste hule går 70 m ind i bjerget. Undervejs vises et multimediashow om hulens beboere. Naturreservatet byder også på en afmærket geologisk rute med mange fossiler.
Bus: Tel Aviv-Haifa
Ein Hod
Denne kunstnerlandsby (tidligere arabisk landsby), hvis navn betyder »Skønhedens Kilde«, er indrettet i 1953 af den rumænskfødte maler Marcel Janco (1895-1984), som også var en af grundlæggerne af den dadaistiske bevægelse. Kunstnernes værksteder kan besøges, bl.a. Ein Hod Galleri (9.30-17, 5 NIS) og Janco-Dada-museet (åbent sø.-to. 9.30-15.30, fr. 9.30-14, lø. 10-15, 35 NIS, diasshow, www.jancodada.co.il , www.ein-hod.israel.net). Gode restauranter
Bus: Tel Aviv-Haifa, Hadera
Atlit
Horbat Quarta, 16 km syd for Haifa. I 1218 opførte tempelridderne Castrum Peregrinorum for at beskytte pilgrimme, der drog fra Akko op til Jerusalem. Det blev korsfarernes sidste bastion - den faldt i 1291. Området tilhører den israelske flåde; men fra en udsigtsplatform i det nærliggende naturreservat kan man se borgrester, forsvarstårn og havn.
Atlit Illegale Immigrationslejr, åbent sø.-to.9-14, fr. 9-13, 20 NIS, tlf. 9841980 . Tusindvis af illegale immigranter blev fanget af briterne og anbragt her. I okt. 1945 brød Palmach, ledet af Yitzhak Rabin, ind i lejren og befriede 200 fanger – og briterne nedlagde lejren. Film og omvisning
Haifa
Haifa (venskabsby med Ålborg) er Israels tredjestørste by (272.000 indb.) og vigtigste havn. Den er et moderne industri- og handelscenter med flere universiteter (i 2004 blev to professorer fra Haifa Technion tildelt Nobelprisen i kemi), grønne parker, et væld af museer, gode strande, mange muligheder for sport og et levende natteliv på diskoteker og barer.
Fra havnen klatrer byen op ad Carmelbjerget (546 m o.h.). Haifa er anlagt i tre niveauer: Downtown med havn, forretningscenter og mange restauranter, Hadar (70 m o.h.) har moderne indkøbscentre, gågade, elegante boutiques samt byens billigste indkøbsgade, Haneviim, med såvel gode køb som »fast-food« - og Central Carmel øverst oppe, der er et eftertragtet boligområde. Heroppe findes også mange hoteller og indkøbscentre.
Det er intet problem at komme fra Downtown op ad bjerget. Med Carmelit-undergrundsbanen, indviet i 1959, kører man i skæve togvogne op til Central Carmel på 7 min. Der er seks stationer.
»Carmel« betyder Guds vingård. Navnet Haifa kan stamme fra hebraisk Hof Jafé (smuk strand). Andre mener, at navnet har forbindelse med ypperstepræsten Kajfas.
Haifa voksede op tæt ved Tel Shiqmona, der var beboet fra 1000 f.Kr. til 600-tallet. I middelalderen blev Haifa en ret vigtig by, som i 1100 blev indtaget af korsfarerne. De foretrak dog senere Akko, hvorefter Haifa henlå som en ubetydelig landsby indtil 1700-tallet, hvor tyrkerne fandt Haifas havnemuligheder bedre end Akkos. Napoleon indtog Haifa for en kort bemærkning i 1799, og i 1868 etablerede en tysk, protestantisk sammenslutning, Templer, det, der i dag hedder German Colony, et af byens hotteste områder med mange restauranter og caféer. De udviklede landbrugsindustrien med bl.a. olivenolie, sæbe og vin. Men stor fremgang nød Haifa først i den britiske mandatperiode, da der blev anlagt moderne havn til dybtgående skibe, jernbane til Beirut, olieraffinaderi m.m. Jødiske immigranter strømmede til Haifa, der blev den vigtigste by i den nordlige del af landet.
Haifas indbyggere repræsenterer fem religioner: jøder, muslimer, kristne, drusere og baha’i. Alle har de helligdomme i byen eller på bjerget som valfartssteder for de troende og - for interesserede turister.
Fra Panoramavejen, Rehov Yefe Nof, er der nat og dag en betagende udsigt over by og bugt.
NB! Der er gratis guidede vandreture på eng. hver lø. Kl. 10.30. Mødested bag Hotel Nof, Sderot HaNassi 101. Info: tlf. 8535606.
Seværdigheder
Har man kun tid til ét museum i Haifa, bør man vælge Reuben og Edith Hechts Arkæologiske Museum, se nedenfor. Haifas museer har flere former for kombibilletter.
Dukkemuseet, Rehov Fliman 8, ved den sydlige indkørsel til Haifa, åbent dgl. 9-17, entré, tlf. 8590000. 80 dioramaer med flere end 1000 fantastiske dukker viser jødernes historie fra A-Z, imponerende.
Museum for Illegal Immigration og Flådehistorie, Derek Allenby 204, åbent sø.-to. 9-16, fr. 9-13, 10 NIS, tlf. 8536249, www.amutayam.org.il . Den mest interessante del findes i og omkring »Af-Al-Pi-Chen« (trods alt)-båden, som trodsede den britiske blokade og bragte 434 illegale immigranter til landet i 1947. Der vises tre film om immigration, kampen mod englænderne og deportationslejrene på Cypern, hvor englænderne internerede mange illegale jødiske immigranter bag pigtråd!
Det Nationale Maritime Museum, Derek Allenby 198, åbent sø., ma., on., to. 10-16, ti. 16-19, fr.-lø. 10-13, 30 NIS, tlf. 8536622. Omhandler Mellemøstens søfartshistorie. Udstilling af marinarkæologiske fund, skibsmodeller, kort og mønter.
Elias’ Grotte, Derek Allenby 230, åbent sø.-to. 8-17 (juli-aug. til 18), fr. 8.30-12.45, gratis, bus 5, 43, 45, tlf. 8527430. Profeten Elias opholdt sig her på vej til kampen mod Baal-præsterne (1. Kong. 18,19). Hulen er hellig for jøder, kristne og muslimer, der alle anerkender profeten Elias. Et ophold i nichen bag det blå forhæng siges at kunne helbrede sindslidende.
Karmeliterklostret, Stella Maris, åbent dgl. 6-13.30 og 15-18, gratis, bus 26, 31, tlf. 8337758. Fra Elias’ Grotte kan man klatre op ad bjerget, køre i bil, bus eller svæve fra Bat Galim Promenaden med tovbanens »bobler« (se nedenfor) til klostret. Klostret tilhører en romersk-katolsk orden, der har navn efter Carmelbjerget og dens skytshelgen er Elias.
I 1100-tallet slog nogle pilgrimme sig ned for at leve som eremitter i de omkringliggende huler. Flere gange blev munkene fordrevet fra deres kloster. Under Napoleons belejring af Akko anvendtes klostret som hospital. En pyramide med kors er sat over de faldne franskmænd. Det oprindelige kloster, der lå hvor fyrtårnet står, blev ødelagt i 1821 af pashaen i Akko. Det nuværende kloster blev opført i 1836 som en fæstning i italiensk marmor. Inde i kirken (åben dgl. 6-12 og 15-18) forbindes hulen under kirkens alter med Elias og hans discipel Elisa. Kirkekuplens farverige malerier viser bl.a. Elias’ himmelfart i ildvognen. Under kuplen ses Salomos Højsang om Carmelbjergets skønhed. Et mindre museum indeholder effekter fra det oprindelige kloster.
Dagon Kornsilo og Arkæologiske Museum, Kikar Plumer ved banegården Haifa Merkaz, åbent kun ved omvisning sø.-to. 10.30, gratis, tlf. 8664221. Museets udstilling viser hvedens historie, opbevaring og behandling siden oldtiden. En fin arkæologisk samling.
Chagall Kunstnerhus, Sderot Hazionut 24, åbent sø.-to. 9-13 og 16-19, lø. 10-13, gratis, tlf.8522355. Skiftende udstillinger af israelske kunstneres værker.
Haifa Museum for Moderne Kunst, Rehov Shabbetai Levi 26, meget skiftende åbningstider, 25 NIS, tlf.8523255, www.hms.org.il . Skiftende, meget moderne udstillinger.
Baha’i-templet, Sderot Hazionut, åbent dgl.: gravmælet 9-12, haverne 9-17, gratis omvisning to.-ti. 12.00 fra Rehov Yefe Nof 45, bus 22, 23, 25, 26, tlf.8358358/8313131. www.bahai.org , www.ganbahai.org.il . Templet ligger omgivet af smukke, velfriserede og symmetriske, persiske haver, (indviet i 2001) med søjlebalustrader, fontæner og vandfald. De »hængende haver« strækker sig fra Carmelbjergets fod til dets top og er anlagt i et 500 m bredt bælte på 19 terrasser (19 er der numeriske værdi af det arabiske ord wahad = enhed). Templets pompøse, rødgyldne kuppel er dækket med 12.000 fiskeskælsteglsten, fremstillet i Holland ved en særlig forgyldningsproces.
Baha’i-religionen opstod i Persien i 1844 og har nu flere end 6 mio. tilhængere over hele verden. Den har sit udspring i islam, men tror på en forening af alle religioner og anerkender både Moses, Jesus, Buddha og Muhammed som profeter. Haifa er dens hovedsæde, og her ligger baha’i-troens forløber, Mirza Ali Muhammed, kaldet el Bab (Porten), begravet. Han forkyndte sin mission i 1844 og blev seks år senere henrettet i Iran pga. sin religiøse lære. I 1909 blev hans jordiske rester ført til Haifa. Folder på dansk fås ved indgangen, husk at tage skoene af.
Tæt ved ligger to »græske« bygninger. Den joniske huser baha’i’s private museum, bibliotek og arkiv og den korintiske er Retfærdighedens Hus, baha’i-samfundets øverste institution. Fredag er helligdag.
Mane Katz-museet, Rehov Yafe Nof 89, åbent sø., ma., on.-to. 10-16, ti. 14-18, fr. 10-13, lø. 10-14, gratis, tlf. 8383482. Den fransk-jødiske kunstner Mane Katz (1894-1962) testamenterede sit atelier, arbejder og kunstsamling til Haifa, hvor han tilbragte sine sidste år. Skiftende udstillinger hver tredje måned.
Tikotinmuseet, Sderot Hanasi 89, åbent sø., ma.-on. 10-16, to. 16-21, fr. 10-13, lø. 10-14, 29 NIS, tlf. 8383554, www.hms.org.il . En skøn samling af bl.a. japansk kunst, doneret af den hollandske samler Felix Tikotin.
Gan Ha’em, Moderens Park, Central Carmel, Haifas mest populære park med friluftskoncerter om sommeren. I parken ligger Biologisk Institut med en Pædagogisk Zoo og Botanisk Have (adgang fra Sderot Hanasi, lø.-to. 9-16, fr. 9-43, juli-aug. til 18, 30 NIS, gælder også til parkens museer). I Biologisk Institut ses en stor samling levende krybdyr, der fodres med nyfødte museunger! Naturmuseet og Forhistorisk Museum har fund fra Carmel og opstillinger, der viser det forhistoriske menneskes levevis.
Madatech, Nationalmuseet for Videnskab, Teknologi og Rumfart, Rehov Shmaryahu Levin, åbent sø. 10-18, ma.-on.10-16, to. 10-18, fr. 10-13, lø. 10-18, 74 NIS, tlf. 8614444, www.madatech.org.il . Et morsomt eksperimentarium for børn og barnlige sjæle. Der kommer hele tiden nye ting. Museet er indrettet i det tidligere Technion, Haifas Tekniske Universitet. Bygningen (1924) er en harmonisk kombination af sten og træ, buer og spidser, marmorgulve og smukke lofter. Cinematrix 3-D film.
Jernbanemuseet, Derek Hativat Golani, åbent sø., ti.- to. 8.30-15.30, 20 NIS (kontant), handicapv., tlf. 8564180, www.rail.co.il . Landets første jernbanestrækning: Jaffa-Jerusalem, blev indviet i 1892. Museet er indrettet i Haifas østbanegård, Lev Hamifratz, med gamle vogne, uniformer og - danske IC-3 modeltog! Uden for stationen står et monument til minde om banelinien til Damaskus (1905). Dengang kunne man rejse med tog fra Konstantinopel til Damaskus og Cairo. Måske rejses der snart et genindvielsesmonument!
Museum for Vegetabilsk Olieindustri, Rehov Tuvim 2, åbent sø.-to. 9-15.30, fr.9-12, entré, handicapv., tlf.8654333. Museet er indrettet i en gammel og smukt restaureret oliefabrik bag Shemen-fabrikken og viser oliefremstilling og -anvendelse gennem de seneste 2.000 år.
Reuben og Edith Hechts Arkæologiske Museum, Abba Hillel St. (Haifas Universitet, i kælderen), åbent sø.-to. 10-16, ti. til 19, fr. 10-13, lø. 10-14, gratis, bus 24, 37, 46, tlf.8257773, www.mushecht.haifa.ac.il . Byens perle. Museet ligger et godt stykke uden for centrum ved Sderot Abba Khoushy, dvs. vejen til druserbyerne, men er bestemt turen værd. Den enestående privatsamling med tusindvis af udsøgte fund er så elegant sat op, at det i sig selv er en nydelse. I underetagen er udstillingen i kronologisk orden og på 1. sal efter emner: mønter, vægte, smykker, segl etc. I kunstfløjen ses Dr. Hechts malerisamling. Der arrangeres midlertidige udstillinger over forskellige emner: »Fønikerne på Israels nordkyst« blev så populær, at den nu er permanent.
Tag desuden elevatoren op i det 30-etagers høje Eshkoltårn (tegnet af Brasiliens kendte arkitekt Óscar Niemeyer) og nyd udsigten (lukket lø.). Omvisning på universitetet sø.-to. 8-13, gratis, reserver på tlf. 8240097, www.haifa.ac.il .
Telefonmrådenr.: 04
Turistinfo: Sderot Ben Gurion 48, åbent sø.-to.8.30-17, fr.8.30-13, tlf.8535606,
www.tour-haifa.co.il , www.haifa.muni.il ; Haifa Havn: tlf.8374010
Fly: Tel Aviv og Eilat; Haifa Lufthavn: tlf. 8476100
Tog: Tel Aviv og Nahariya fra Haifa Merkaz Banegård. Info: *5770
Bus: Indenbys busser kører sø.-to. 5-23, fr. 5-15, lø. 20-23. Nogle lokalbusser
kører også på shabbat. Fra østbusstationen, Lev Hamifratz, er der
busforbindelse til hele landet
Metro: Carmelit kører fra Kikar Paris til central Carmel hvert 7. min. sø.-to. 6-22,
fr. 6-15, lø. 19-24, tlf. 8376861
Tovbanen: Haifa Cable Car, svæver fra Bat Galim-promenaden til Stella Maris, sø.
shabbat: sommer 9-24, vinter 9-19, tlf. 8335970
Skib: Til Cypern, Kreta og Piræus. Haifa havneinfo: tlf. 8722084
5* Dan Panorama, Sderot Hanasi 107, tlf.835222, www.danhotels.co.il
4* Nof, Sderot Hanasi 101, tlf. 8354311, www.inisrael.com/nof
3* Dvir, Rehov Yafe Nof 124, tlf. 8389131, fax 8381068
3* Marom, Rehov Hapalmach 51, tlf. 8254355, fax 8254358
Restaurant El Gaucho, Rehov Yefe Nof 120, tlf. 8370997. Argentinsk
- Dolphin, Rehov Bat Galim 13, tlf.8523837. Fisk
Stort udbud af restauranter både i by og ved strand.
De bedste strande findes syd for byen med promenade, barer og restauranter.
Carmel Beach, Dado Beach, og Bat Galim har dykker- og surfingklubber - og Hof
HaBonim har skydiving.
Indkøbscentre har åbent sø.-to. 9-20, fr. 9-13: Horev, Rehov Horev 15; Panorama, Sderot Hanasi 109; Migdal Haneviim, Rehov Khouri 2; Lev Hamifratz, Sderot Hahistadrut 55.
Alm. forretninger har åbent sø.-to. 8.30-13 og 16-19, fr. 8.30-13, i centrum til 15. Mange forretninger lukker tirsdag eftermiddag.
Havnerundtfart fra Kishon Havnen, spørg turistinfo
Beit Hagefen Arabisk-Jødisk Kulturcenter, Rehov Hagefen 2, tlf. 8525251, åbent sø.-to. 8-13 og 16-20, fr. 8-13, lø. 10-13. Galleri, foredrag og sociale aktiviteter
Isfiya og Daliat el-Carmel
På Carmelbjerget, der er én stor, pragtfuld park, opstod der, syd for Haifa i dec. 2010, den værste skovbrand i landets historie. Med hjælp fra brandslukningsfly og brandfolk fra 10 lande lykkedes det at slukke branden efter fem dages kamp. 42 mennesker omkom.
15 km syd for Haifa ligger to druserbyer, Isfiya og Daliyat el-Carmel. De ældre mænd med enorme »Taras Bulba«-overskæg går traditionelt klædt med uldhuer, fez-lignende hat eller hvidt hovedklæde og store flagrende bukser med forlænget skridt - det siges, at en mand skal føde deres frelser! Men ellers kan man ikke få meget at vide om deres religion, blot at de ærer Moses’ svigerfar, Jethro. Unge mænd foretrækker cowboybukser, mens de fleste kvinder går med lang, sort kjole-frakke og hvidt hovedtørklæde. Druserne er kendt for deres gæstfrihed, og man må endelig tage imod en invitation til te.
Hovedgaden i Daliat el-Carmel (14.000 indb.) er ét stort marked (lukket fredag), hvor de sælger ud af deres kunsthåndværk. Priserne skal pruttes ned. Der er gode caféer og restauranter.
Bus: Haifa
Sherut: Haifa
Deir el-Muhraqa
4 km syd for Daliyat al-Karmel, åbent ma.-lø. 8-12 og 14.30-17, sø. 8-12, 5 NIS.
Karmeliterklostret Skt. Elias (482 m o.h.), er opført på det sted, hvor profeten Elias byggede sit alter og udfordrede Baals falske profeter (1. Kong. 18,20-40). 450 Baalprofeter blev ført ned til Kisjonbækken og dræbt. Klostret bebos i dag af tre munke. Ved indgangen står en kæmpestatue af Elias med draget sværd. Fra taget er der en smuk udsigt over hele Yizreeldalen, der i historiens løb har været scene for mange slag.
Beit She’arim
Nationalpark, åbent lø.-to. 8-17, fr. 8-16, okt.-mar. lukkes 1 t. tidligere, 20 NIS, husk lommelygte, tlf.(04) 9831643, www.parks.org.il . Beit She’arim var en vigtig by i 100-tallet og en overgang sæde for den jødiske højesteret og åndelige råd, Sanhedrin. Den berømte Rabbi Yehuda Hanasi, der redigerede Mishna (instruktion i jødisk lov), boede og blev begravet her, da jøderne var forvist fra Jerusalem. Det blev begyndelsen til det enorme netværk af katakomber med andre berømte og lærde jøders sarkofager. Byen blev ødelagt i 300-tallet og skjultes efterhånden af jord og græs - kun gravrøvere fandt vej! Først i 1936 begyndte man udgravningerne.
Der er flere end 31 katakomber. Katakomb nr. 20 er den største og mest interessante med utallige gravkamre og over 200 sarkofager, der er smukt dekorerede med løver, masker, menorah, shofar, jagtmotiver og inskriptioner på hebraisk, aramæisk og græsk.
En vej fører op til basilikaen og rester af en af landets største synagoger i 200-tallet. Olivenpressen nær synagogen er fra 300-tallet.
En rytterstatue, Israels eneste, er sat til minde om Alexander Zaid (1886-1932). Han grundlagde områdets vagtværn, Hashomer, og blev dræbt i tjenesten ved et vådeskud.
Bus: Haifa og 2 km’s gåtur
Megiddo
Nationalpark, åbent lø.-to. 8-17, fr. 8-16, okt.-mar. lukkes 1 t. tidligere, 25 NIS, tlf.(04) 6590316, www.parks.org.il , www.meggido.tau.ac.il . Megiddo er nævnt i egyptiske skrifter (og på Karnaktemplet i Luxor) som krigsskueplads, da Thutmoses 3. i 1468 f.Kr. indtager byen, og siden blev det til slag efter slag. Meggidos strategiske beliggenhed ved et trafikknudepunkt på oldtidens handelsvej, Derek Hayam (af romerne kaldt Via Maris) har sat den øverst på ønskelisten for herskere gennem tiden: Fra kong Salomon, der udskrev hoveriarbejdere til at opføre regeringscentret Megiddo (1. Kong. 9, 15), kong Akab, der byggede stalde til sine stridsvogne og rytteri, til general Allenby, der efter sejren over tyrkerne fik titlen Lord Allenby af Megiddo. Men det sidste slag er endnu ikke udkæmpet her, det sker på Dommedag!: »Og de samlede dem på det sted, der på hebraisk hedder Harmagedon« (Åb. 16,16), Har Megiddo.
Udgravninger påbegyndt i 1925 viser 20 lag fra 4000-400 f.Kr. Visitors’ Center ved indgangen har en rekonstrueret model af Megiddo og kopier af fund. I udgravningerne ses templer (kanaanæiske), stalde og et imponerende vandsystem, der løber i en dyb tunnel. Arkæologer mener, at der er bygget 30 byer oven på hinanden. (Læs James A. Michener: Kilden, hvor historien udspiller sig i flere arkæologiske lag, se litteraturlisten)
I 2005 kom Meggido på UNESCOs liste over verdens kulturarv og samme år fandt man, under renovering af det nærliggende Meggidofængsel, en 54 m² gulvmosaik med inskription, der refererer til Jesus. Mosaik og fundamenter dateres til 200-300-tallet – og er måske verdens ældste kirke. Man overvejer at flytte fængslet.
Fra Megiddo kan man køre ad V65 gennem byen og trafikknudepunktet Afula (33.000 indb.) til Galilæa og Genesaret Sø eller dreje ad V675 mod Jordandalen.
Bus: Haifa-Afula-Beit Shean
Tel Yizreel
I kong Akabs hovedstad, Yizreel, udspilledes det blodige drama om Nabots vingård med kong Akab, Nabot, Jesabel og profeten Elias som deltagere (1. Kong. 21).
Byen blev ødelagt af assyrerne i 722 f.Kr., men var igen beboet uden ophør fra 2. årh. f.Kr. til 1950 af bl.a. korsfarerne. Indtil 1948 lå her den arabiske landsby Zerin, hvis indbyggere flygtede. De næste to år husede Zerin den nærliggende, nyoprettede Kibbutz Yizreel.
1990-96 gravede danske og engelske arkæologer og volontører flere lag ned og fandt byport, tårne, korsfarerkirke, byzantinske huse, perler, mønter, Astartefigurer og vægte. En del af udgravningerne kan ses fra vejen, men interesserede skulle gå en tur derop.
Den smukke Yizreeldal er et yndet udflugtsområde. Gilboabjerget »bestiges« især om foråret, når de vilde iris blomstrer. Ved Gilboabjergets fod ligger kilden
Ma’ayan Harod, Nationalpark, åbent lø.-to. 8-17, fr. 8-16, okt.-mar. lukkes 1 t. tidligere, 36 NIS, tlf.(04) 6532211, www.parks.org.il , hvor Gideon udvalgte 300 mand, »som labbede vand i sig« (med løftet hoved, så de stadig kunne være på vagt, mens de drak) og derefter vandt over midjanitterne (Dom. 7), korsfarere kæmpede mod muslimer, og før 1948 var her træningslejr for Haganas elitetropper, Palmach. I dag er det nationalpark og et rekreativt område med swimmingpool, sportsfaciliteter og camping apr.-sep.
Restaurant Herb Farm, Har Gilboa V667, tlf. (04)6531093, økomad og vin fra egen vingård
I Kibbutz Ein Harod ligger regionalmuseet for natur og arkæologi Beit Sturman og kunstmuseet Mishkan (åbent sø.-to. 8-15, lø. 11-15, entré, tlf.6486328)
Kibbutz Ein Harod Guest House, (04)6486083, www.ein-harod.co.il
Drej sydpå ad V669. I Kibbutz Heftzi-Bah ligger
Beit Alfa-synagogen, Nationalpark, åbent lø.-to. 8-17, fr. 8-16, okt.- mar. lukkes 1 t. tidligere, 20 NIS, tlf.(04) 6532004, www.parks.org.il . Her fandt man i 1928 et smukt, velbevaret mosaikgulv med bl.a. zodiak. Øverst ses Pagtens ark omgivet af menorot (syvarmede lysestager), fugle og Judas løver; i midten solguden Helios omgivet af 12 stjernetegn og fire årstider; nederst skal Abraham til at ofre Isak. En aramæisk inskription daterer synagogen til 500-tallet. 30 min.s introfilm.
I Gan Hashlosha-parken, Nationalpark, åbent lø.-to. 8-17, fr. 8-16, okt.-mar. lukkes 1 t. tidligere, 33 NIS, handicapv., omklædningsfaciliteter, café, tlf.(04)6586219, www.parks.org.il , kan man slappe af i Israels største naturlige swimmingpool, Sachne (betyder varm på arabisk), hvor vandet er 28°C året rundt. Det populære familieudflugtssted har picnicfaciliteter, restaurant, vandfald, vandrutschebane, sportscenter, ponyridning og et meget seværdigt Nir David Museum for Regional- og Middelhavsarkæologi (åbent sø.-to. 9-14, lø. 10-14, inkl. i entré til parken, tlf.(04)6586352), inklusive fund fra Beit Sheandalen
Ved indgang til parken ligger Gan-Garoo Australian Park, åbent sø.-to. 9-16, fr. 9-15,
lø. 9-17, juli-aug. til 20, 39 NIS, tlf. (04)6488060, australsk dyrepark med bl.a. koala,
kænguru, wallaby, emu, papegøjer, reptiler – og en spændende labyrint. AV om
Australien.
B&B Zimmerim i Kibbutz Nir David
Beit Shean
Nationalpark, åbent lø.-to. 8-17, fr. 8-16, okt.-mar. lukkes 1 t. tidligere, 25 NIS, café, tlf.(04) 6587189. Shean Nights, omvisning med lyd- og lysshow og film, apr.-nov.efter solnedgang hver ½ t., 40 NIS, bestil på 1223639, www.parks.org.il . Israels Pompei, Beit Shean, blev i 749 ødelagt af et kraftigt jordskælv. Derfor er det i dag forholdsvis let for arkæologerne at rekonstruere dele af den romerske by.
Beit Shean har været beboet siden forhistorisk tid og er opkaldt efter den kanaanæiske gud, Shean. De første bosættelser findes på Tel’en, der har flere end 20 kulturlag. Efter filistrenes sejr over israelitterne på Gilboabjerget og kong Sauls død, »lagde filistrene hans våben i Astartes tempel, men kroppen hængte de op på Bet-Sjans mur« (1. Sam. 31,10). Senere indtog kong David byen.
Området var vandrigt og så frugtbart, at jødiske vismænd omtalte Beit Shean som porten til Paradis. Det passede grækerne, der i 200-tallet anlagde deres by Scythopolis ved Tel’ens fod.
Via Maris gik her forbi, og romerne byggede en blomstrende by på begge sider af vandløbet. Det blev en af regionens vigtigste byer (og en af Dekapolisbyerne) med
40.000 indbyggere i 400-tallet. Muslimerne nåede at indtage byen inden det katastrofale jordskælv. Korsfarerne byggede en borg, men storhedstiden var forbi - både for korsfarerne og for byen.
Det er et af Israels største arkæologiske område og absolut værd at se. Største attraktion er et nænsomt restaureret romersk teater, hvor der var 7.000 tilskuerpladser (nu 3.000). Det benyttes til opera og koncerter, som er en stor oplevelse at høre her. På hovedgaden nær teatret lå byens bordel og store offentlige bade. Desuden finder man romersk tempel, basilika, kolonnader, forretningsgade, mosaikgulve og fontæner i overflod.
I den moderne by, på Rehov Shaul Hamelech (Kong Saul), ligger et romersk amfiteater, der havde plads til 6.000 tilskuere. Romerne har nok placeret det her i udkanten af deres by pga. forestillingernes larm og blodsudgydelser - det ophørte med kristendommens indførelse i 300-tallet.
Efter 1948 har mange immigranter fra Nordafrika bosat sig i Beit Sheans nye bydel (16.000 indb.).
Bus: Afula, Tiberias-Jerusalem
7 km fra Beit Shean ligger grænseovergangen til Jordan, Hayarden, Jordan River / Sheik Hussein Bridge, se Kom godt til og fra Israel.
Fra Beit Shean kan man køre den smukke strækning ad V90 sydpå til Jeriko og Jerusalem. Vejen går langs grænsen og israelsk militærvej gennem Jordandalen, forbi arabiske landsbyer og israelske bosættelser med mange plastdrivhuse og palmelunde. Mange steder er der udsigt til Jordanfloden
V90 fører mod nord til Genesaret Sø. På vejen passeres
Belvoir, Nationalpark, åbent lø.-to. 8-17, fr. 8-16, okt.-nov. lukkes 1 t. tidligere, 20 NIS, tlf.(04) 6581766, www.parks.org.il . Johanniternes ridderborg er fra 1168 og opført tæt ved en gammel jødisk by, Kochav, Stjerne. Borgen lever op til sit navn: Den ligger højt hævet og har en fantastisk udsigt over Yizreel- og Jordandalen. Herfra bevogtede de handelsruten Egypten-Damaskus. Saladin forsøgte flere gange at indtage borgen, men først efter nederlaget ved Hittims Horn i 1187 og 1 ½ års belejring lykkedes det. I 1700-tallet slog arabere sig ned i og omkring ruinerne og kaldte deres landsby Kaukab el-Hawa, Vindenes Stjerne – indtil Golanibrigaden i 1948 indtog området.
Ruinerne er imponerende med voldgrav, vindebro, ydre og indre porte, stalde, cisterne, bade, kasematter m.m.
Ved indgangen er en skulpturhave. Igal Turmarkin (fik Israelprisen i 2004) har af jern og sten kreeret skulpturer á la Robert Jakobsen.
Bus: Tiberias-Beit Shean og 6 km’s gang
3 km nordpå, ad V90, over for kibbutz Gesher, er
Old Gesher, åbent sø.-to. 10-16, fr.-lø. 9-14, tlf. (04)6753336, www.naharayim.co.il , der ligger ved Jordanfloden og blev hårdt angrebet i kampene i 1948. Bunkeren er nu et informativt museum, fascinerende multimediashows fortæller om Gesher og Palæstinas 1. vandkraftværk, Naharayim (to floder), der blev opført 1927-32 og fungerede til 1948. Old Gesher (bro) var tidligere en vigtig grænseovergang, og her ses bl.a. stadig en romersk bro, en osmannisk bro og en britisk cementbro – og en mameluk khan fra 1300-tallet foruden en gennemhullet britisk politistation (ved indkørslen til Old Gesher).
6 km mod nord, ad V90, fører en vej th. 1 km ned til HaShalom, Fredsøen, parkområdet hvor Jordan- og Yarmukfloden flyder sammen – grænsen mellem Israel og Jordan. Området, der stadig ejes af Jordan - men dyrkes af israelere - fik navnet efter fredsaftalen i 1994. Fra en gangbro kan man se Naharayim kraftværk, dæmning, vandfald, kanal, jordansk vagttårn – og æresportal for kong Hussein.
I mar. 1997 var en flok skolebørn fra Beit Shemesh på udflugt til Fredsøen, hvor en jordansk soldat skød og dræbte syv 11-årige piger. Kong Hussein kom personligt for at undskylde og bede om tilgivelse. Soldaten blev idømt livsvarigt fængsel.
En mindehøj, »De Plukkede Blomster«, er anlagt til minde om de syv små piger – deres navne er skrevet med blomster.
© Nina Jalser