Fakta om Israel

Inden for landets knap 500 km fra nord til syd er der en helt overraskende variation fra Hermonbjerget med sne til Eilat med koralrev. Derimellem finder man brændende ørken og frodig oase, brusende flod og udtørret wadi, moderne indkøbscenter og østerlandsk suq, transport på æselryg og i limousine - og Jordens laveste punkt, ved Dødehavet, ca. 400 m under havets overflade.
Af Nina Jalser
Befolkning – en smeltedigel
Indvandring af jøder fra hele verden har resulteret i en meget sammensat befolkning. Størstedelen af de seneste års immigranter kom fra eks-Sovjetunionen og Etiopien. Flere end 91% af befolkningen bor i byer og 1.9% i kibbutz (pengeløst, kollektivt samfund) og 3% i moshav (kooperativ eller andelsbevægelse). Der findes 268 kibbutzer og 433 moshaver.
Værnepligten er for mænd 32 mdr. med genindkaldelse 29 dage årligt, til de er 51 år. Kvinder har 2 års værnepligt.
Sprog
Israels officielle sprog er hebraisk og arabisk. Hebraisk er et semitisk sprog beslægtet med arabisk. Begge læses fra højre mod venstre.
I 100-tallet forsvandt hebraisk som almindeligt talesprog, men det benyttedes i synagogerne og som religiøst litterært sprog - og af enkelte digtere.
Eliezer Ben-Yehuda, der i 1881 immigrerede til Palæstina, »genoplivede« hebraisk talesprog, skabte nydannelser og udarbejdede ordbøger. I bibelsk tid havde hebraisk kun et ordforråd på 8.000, i dag er det på flere end 120.000.
Mange immigranter fra Central- og Østeuropa taler jiddish og tysk, og mange fra Nordafrika fransk og ladino. Russisk fra tidligere immigrationer øgedes voldsomt med 1990’ernes indvandringsbølge.
Unge israelere taler ofte kun hebraisk. Handelssproget er engelsk suppleret med fransk og tysk.
Religioner
Jødedom
Jødedommen er den ældste monoteistiske religion. Den er baseret på Tora (de fem Mosebøger), der bl.a. indeholder 613 bud og forbud. Toraen er den første del af den jødiske bibel, der også indeholder Profeternes Bøger, Salmernes Bog og mange andre skrifter. Fortolkninger til forskrifterne findes i det store værk, Talmud, som blev til i årene mellem 0 og 500, dels i Judæa og dels i Babylon. Fortolkningerne blev drøftet i forsamlinger af rabbinere, der er en art gejstlige i den jødiske tro. Fra Talmuds afslutning til vor egen tid har rabbinere fortsat deres tolkninger - det har givet anledning til dannelse af mange forskellige retninger inden for jødedommen. I Israel finder man ultraortodokse jøder, der mener, at staten Israel først bør skabes efter Messias’ komme. Derudover findes mange forskellige afskygninger inklusive helt verdslige jøder. Betegnelserne ashkenazi og sefardi henviser til forskellige oprindelseslande, hvor lidt afvigende traditioner udviklede sig.
For at være jøde skal man være født af en jødisk mor eller være konverteret til jødedommen. Konvertering er en længere proces, hvor man skal tilegne sig viden og også praktisere forskrifterne. Jødedommens ugentlige helligdag, sabbat (udtales shabbat på hebraisk), begynder ved solnedgang fredag og varer til solnedgang lørdag, hvor man kan gå i synagogen (forsamlingshus) og deltage i gudstjenesten. I synagogerne bærer mændene hat, og i de ortodokse menigheder sidder mænd og kvinder adskilt. Selvom de fleste jøder i Israel er verdslige, overholder ca. 80% de religiøse love og ritualer. Fx er det almindeligt, at drenge bliver omskåret 8 dage efter fødslen, og de fejrer deres bar mitzva (konfirmation) som 13-årige. Mange overholder spiselovene (se, Kosher) og ved indgangen til de fleste hjem og offentlige bygninger vil man se en mezuza, en kapsel, der indeholder citater fra Toraen, bl.a. med sætningen »Hør Israel! Herren er vor Gud, Herren er én« (5. Mos. 6,4).
Samaritanere anser sig for de sande jøder, og bygger deres tro på Toraen og Josvas Bog (Josuabogen). De bor i Holon (syd for Tel Aviv) og på Garizimbjerget (se, Vestbredden) ved Nablus, hvor de byggede deres tempel, da jøderne i 538 f. Kr. udelukkede dem fra templet i Jerusalem. De er ca. 600, taler arabisk, og oldhebraisk til gudstjenester. De gifter sig kun indbyrdes, medmindre den udkårne »udefra« konverterer.
Karaitter/karæere er en sekt, der går tilbage til 800-tallet, men deres udgangspunkt svarer til tidligere sekter som saddukæerne, der eksisterede på templets tid. De følger Toraens love bogstaveligt og anerkender altså ikke senere talmudiske bestemmelser og fortolkninger. De fejrer ikke hanukka (lysfesten), der ikke er omtalt i Toraen. De tænder ikke sabbatlys fredag aften og afviger i det hele taget på mange måder fra den rabbinske jødedom. Der er ca. 40.000 i Israel.
Islam
Islam betyder at underkaste sig Guds vilje. Muslimer anerkender bl.a. Abraham (Ibrahim), Moses og Jesus som profeter. Den største profet var Muhammed, født i Mekka 570. Han var tiltrukket af jøde- og kristendommens monoteisme. Efter en åbenbaring begyndte han at prædike og måtte i 622 flygte til Medina. Muslimernes hellige bog, Koranen, er nedskrevet i år 651 og indeholder Muhammeds åbenbaringer og de budskaber, han modtog fra Gud. Deres leveregler er »Islams Fem Søjler«: Der er kun én Gud (Allah), og Muhammed er hans profet; hjælp de fattige; i Ramadan-måneden skal man faste mellem solopgang og -nedgang; man skal foretage mindst én hadj (pilgrimsrejse til Mekka) i sit liv; man skal bede fem gange dagligt, når muezzinens stemme fra minareten kalder til bøn.
Fredag er helligdag, hvor moskeen fyldes til bøn, ledet af en imam. Mænd og kvinder sidder adskilt, og inden man går ind i en moske, tager man skoene af og dækker hovedet. Muslimer må ikke spise svinekød eller drikke vin. Mændene må have fire koner (Israel accepterer dog kun én). I islam er det faderen, der bærer religionen: Er han muslim, er hans barn muslim. Man kan konvertere til islam.
Drusere er en sekt, der brød med islam i 900-tallet. Den har navn efter grundlæggeren Ismael al-Darazi og har både hedenske og kristne elementer, men kun de »vidende« kender indholdet af den drusiske læres 111 afhandlinger. Man ærer Moses’ svigerfar Jethro, hvis grav nær Tiberias er valfartssted (se, Galilæa). Drusere må kun gifte sig indbyrdes, og man kan ikke konvertere til deres religion. 99.000 drusere bor på Carmel (se, Galilæa) og i Golan.
Tjerkesser er muslimer uden arabisk kulturel baggrund. De kom fra Kaukasus i 1870, efter Krimkrigen, holder sig til deres egne og blander sig hverken med jøder eller andre muslimer. 3.000 bor i Kfar Kama. De taler arabisk og tjerkessisk.
Baha’i
Baha’i blev stiftet af Mirza Hussein Ali (Bahaullah). Hans forløber Mirza Ali Muhammed (el Bab = Porten) blev dræbt i Persien under forkyndelse af sin tro. Med islam som baggrund tror de på en forening af alle religioner. De har 5 mio. tilhængere i verden og hovedsæde i Haifa (se, Galilæa).
Kristendom
De fleste kristne i Israel bor i Nazareth, Betlehem, Haifa og Jerusalem. Mange kirkesamfund er repræsenteret: græsk-ortodokse, russisk-ortodokse, armenske, syrisk-ortodokse, koptiske, etiopiske, romersk-katolske, græsk-katolske, melkitter, armensk-katolske, anglikanere, baptister, adventister og tyske og skandinaviske protestanter.
Økonomi
Israels økonomi er nok af vestligt tilsnit, men med sit eget særpræg: Produktionsjord er stats- eller institutionsejet, og landbrug drives kollektivt eller kooperativt. Det gælder også bustransport. Dele af industrien (byggeri og levnedsmidler) drives af fagbevægelsen, men er sideordnet en dynamisk privatsektor, hvis produktion er specielt eksportorienteret. En stadig større privatisering og liberalisering videreføres.
Perioden 1948-73 var præget af stærk vækst pga. jødiske immigranter, som frem til 1970 femdoblede indbyggertallet. Det medførte en kapitalgave fra USA og en vesttysk kompensation, men udgifter til forsvar, krige og bosættelser på Vestbredden har været enorme.
Inflationen faldt fra 450 % i 1984 til 8% i 1998 og er i 2010 på 3.2 %. Arbejdsløsheden er på 7.4 %.
Israels hovederhverv er: højteknologi (især computer- og mikroteknologi, solenergi, højteknologisk landbrug), industri (diamantslibning, metal, fly og tekstil), landbrug, fiskeri (dambrug), turisme samt produktion af fosfat og potaske.
Statsform og politik
Israel er en parlamentarisk, demokratisk republik. Landet har ingen formel forfatning, men følger principperne i Uafhængighedserklæringen af 14. maj 1948 og en række vedtagne love.
Statsoverhovedet, præsidenten, vælges af Knesset (Israels parlament) for en syvårig periode. Præsidentens rolle er repræsentativ. I 2007 blev Shimon Peres valgt til præsident.
Knessets 120 medlemmer vælges for fire år og kun premierministeren eller et flertal i Knesset kan beslutte at udskrive valg inden for en valgperiode.
Israelsk politik domineres af de to største partier: Arbejderpatiet (Labor, socialdemokrati) går ind for »land for fred« og forlig med palæstinenserne; Likud (højre) er mere høgeagtigt, og vil have »fred for fred«; men vil overholde tidligere indgåede aftaler - og styrke bosættelserne; desuden er der Kadima (centrum), Yisrael Beitenu (Israel Vort Hjem, nationalt højre) og flere små religiøse partier.
Ved seneste valg, 10. feb. 2009, fik Kadima 28 mandater, Likud 27, Yisrael Beitenu 15, Labor 13 og Shas (højre, religiøst) 11. Netanyahu dannede en koalitionsregering den 31. marts 2009.
© Nina Jalser