Negevørkenen
Syd for BeerSheva breder den store, pragtfulde Negevørken sig med utroligt smukke og afvekslende formationer. Mange haster bare gennem Negevørkenen fra BeerSheva til Eilat. Det er den største synd, en turist kan begå i Israel. Ture ind i ørkenen er en af de mest berigende oplevelser - og en lise for sjæl og legeme.
Selv om Negev betyder »tør« og »syd«, må man ikke tro, at den er en ensformig, endeløs sandørken hele horisonten rundt. Nej, den er den store, vilde skønhed! Med evigt vekslende landskaber og farver: gult, orange, rødt, grønt og sort. Høje, stejle klipper er eroderet af vind og vejr til gigantiske, abstrakte skulpturer. Plateauer er gennemskåret af dybe udtørrede flodsenge (nahal, wadi), grønne oaser, kilder, imponerende vandfald og kølige klippebassiner. Tilmed er Negev spækket med historiske og arkæologiske steder, der er utroligt velbevarede pga. det tørre klima og ubefolkede område.
Af Nina Jalser

Geografi og natur i Negev
Geografi og natur
Negev begynder ved Dødehavet som en fortsættelse af Judæaørkenen. Mod nord er der lave sandstensbakker, steppe og dyrkede marker. Den centrale del er mere tør og bjergrig. Negevørkenen har en geologisk specialitet, makhtesh , som er betegnelsen for et dybt krater dannet ved erosion - og dem er der tre af. Bortset fra et mindre i Arizona, findes de kun i Israel - betegnelsen er derfor international. I Negevs sydlige del støder man på flint, kalksten, granitbjerge og Eilats røde sandstensbjerge. Langs den jordanske grænse løber den grønne Aravadal, der er en del af Den Afro-Syriske Kløft.
Nedbøren er i gennemsnit 204 mm i Nordisrael og 25 mm i Eilat. Vintre med megen regn forvandler de fredfyldte wadier til brusende »syndfloder«, der river alt med sig.
Langs ørkenvejenes dale er opsat målestokke, der viser vandstanden over vejen. Ved indkørsler til oversvømmede områder lukkes med en bom.
Efter en vinter med kraftig regn kan man om foråret se et helt fantastisk syn, når ørkenen blomstrer. Løgplanter, der måske har ligget slumrende hen i 100 år, får liv og danner et farverigt blomstertæppe. Bjerge dækkes af tulipaner, anemoner, orkideer, lavendler og nogle steder iriser.
Langs vejene ses liman, der er en opdæmmet, firkantet hulning, hvori der samles vand. Den er beplantet med forskellige træer og overvåges videnskabeligt. Man forsker for at finde frem til de træer, der klarer sig bedst. Ørkenens mest almindelige, vildtvoksende træer er tamarisk og akacie. Her vokser også kapers- og saltbuske, der bruges på overlevelsesture.
Under saltbuske holder ørkenrotter til. Gazeller i flok springer fjerlette omkring ved kilderne, og ibex ses på klipperne. Hulepindsvin og slanger holder sig til sandet, og hyænens natlige færden følges på dens let genkendelige spor: Forpoterne er langt større end bagpoterne. Der er ulve, ræve, losser og enkelte leoparder, som følges nøje vha. radiosendere i deres halsbånd. Men ørkenens mest elegante dyr er dromedaren, der ser arrogant ned på én gennem sine lange øjenvipper. Den kan drikke 100 liter vand ad gangen og klare sig uden yderligere »optankning« i 18 dage om vinteren og 8 dage om sommeren. Stikkende tornebuske gnasker den i sig med stort velbehag. Millioner af trækfugle ses langs Arava og i Eilat hvert forår og efterår.
Negev udgør 66% af Israels areal, men kun 10% af befolkningen bor her. Bl.a. 120.000 beduiner, hvoraf ca.16.000 beduiner holder til i telte omgivet af dromedarer, gede- og fåreflokke. Spredte kibbutzer og moshaver vil tæmme ørkenen, for her ligger Israels fremtid mht. beboelse, landbrug og industri. Den nationale vandledning fører vand fra Genesaret Sø til Negev. Geologer har fundet enorme vandbeholdninger i Negevs undergrund, men vandet indeholder en del salte. I 1995 begyndte man forsøgsvis at bruge saltvandet ved vindyrkning – og det fungerer fint.
Historie
I stenalderen var her mere vandrigt og derfor mere frodigt. Jægere strejfede rundt. Bronzealdergrave i klynger på højdedrag vidner om en tættere beboelse end i dag. I en senere epoke tørrede Negev ud og var ubeboet, indtil israelitterne kom hertil fra Egypten. Kobberminerne er fra 1500 f.Kr., Faraonernes tid. Kong David erobrede hele Negev, og hans søn, kong Salomon, anlagde forsvarsborge og en havn i Etzion Geber (Eilat), hvor han bl.a. modtog Dronningen af Saba. Nabatæerne indtog Negev omkring 300 f.Kr. og anlagde landbrug og fæstninger til beskyttelse af deres karavaneveje.
Romerne kom i 106 med deres garnisoner og byggede veje. Byzantinerne byggede kirker og klostre i 300-tallet og gjorde Negev til et vigtigt kristent centrum. Med den arabiske erobring i 638 ændredes de politiske og økonomiske rammer. Lidt efter lidt affolkedes Negev, og i 800-tallet var der kun få nomader tilbage. 1.000 år senere slog zionister sig ned i Negev, hvor de så den største opgave i at genopbygge landet. Efter nyanlagte jødiske bosættelser i 1946 anerkendte FN modvilligt, at Negev blev israelsk. Fra alle de nævnte perioder findes der talrige vidnesbyrd. Man graver og finder stadig minder overalt.
Turist i Negev
Mange arrangerer én- eller flerdages ørkenture i jeep, på æsel eller dromedar. Hold godt fast, når dromedaren rejser sig på sine lange ben: først kastes man bagover, når forbenene strækkes og så - hups - modsat, det var bagbenene. Men så er man også klar til at sejle gennem ørkenen på dens smukke skib!
Negev er »vandrefuglenes« paradis, SPNI og Yarok Tours, tlf. (03)6388625, www.aspni.org , arrangerer ture. Mange ruter er markeret med farver på sten og klipper. Hvor det er nødvendigt at forcere en stejl klippe, er der anbragt stiger og tove. Skilte oplyser rutens mål og længde. Turistinformationen har gode kort med ruter. Husk at spørge om vejr, veje samt militære øvelsesområder. Medmindre man er en meget
erfaren ørken-navigatør er det nok klogt at alliere sig med en stedkendt guide. Rappeling er den store dille, og der tilbydes korte kurser i denne form for »bjergnedstigning«.
Brændende sol og stegende hede må ikke afholde nogen fra at udforske ørkenen. Start tidligt om morgenen, når det er køligt. Tag praktisk tøj på. Helst »lag på lag«, der kan tages af i takt med, at varmen tager til. Husk hat, solide sko, vandflasker (man skal drikke meget, også selv om man ikke føler tørst), kompas, kikkert, lommelygte og hæfteplaster til eventuelle vabler. Og glem ikke badetøj, for der er sandelig bademuligheder i oaser og klippebassiner.
I Negev er der meget langt mellem hotellerne, men overnatningsmulighederne spænder fra vandrerhjem til femstjernet de luxe (i Eilat). Den smukkeste er dog i en sovepose på det 1000* »Hotel under åben himmel«.
At befinde sig højt oppe, midt i ørkenen, ved solnedgang og indsnuse ørkenluften i storheden og stilheden! Lyset, farverne! Et sceneri, som intet kamera kan indfange – det er uforglemmeligt.
Fra BeerSheva til Eilat er der tre hovedruter: den hurtigste er 1. Langs Aravadalen (241 km), den interessanteste 2. Midt gennem Negev (228 km), og den smukkeste 3. Langs den egyptiske grænse (242 km).
Ørkenrute 1. Langs Aravadalen
Bus: Jerusalem/Tel Aviv-Eilat flere gange dgl.
Ad V25
Moshav Nevatim
I 1955 kom jøder fra byen Cochin på Indiens sydspids hertil. De har opført en imponerende og dekorativ kopi af synagogen i Cochin og et museum (åbent sø.-to. 8-16, fr. 8-13, entré, tlf. (08)6238299).
Dimona
Byen, der i 1955 begyndte som teltlejr for Dødehavsfabrikkernes arbejdere, har nu 34.400 indbyggere. Den har egen industri (glas, keramik og tekstil). Mange arbejder på Israels atomforsøgscenter. Atomreaktorens sølvgrå kuppel, der er godt sikret bag flere kilometer pigtråd, ses på lang afstand.
I 1969 ankom en omstridt sekt, Black Hebrews, som turister fra Chicago. De blev ledet af en tidligere bryder, Ben Ammi, som de ærer som en Messias. De 1500 tilhængere har i udkanten af byen oprettet et semi-kollektiv med egen skole. Deres ritualer og skikke - inkl. flerkoneri - er baseret på ordret læsning af GT. De ønsker anerkendelse som en af Israels stammer. Den israelske regering var ikke begejstret, men opgav at sende dem retur, og i 2003 fik de statsborgerskab.
Café og gæstehus, tlf.(08)6573287, www.kingdomofyah.com
Bus: BeerSheva
Orly »Sabra« Cactus Farm, få km fra Dimona, på V204, åbent dgl. 9-18, café, tlf. (08)9456660, 050-4240304, [email protected] . Omvisning blandt 1000vis af figenkaktusplanter (Opotunia cactus) og smagsprøver på, hvordan frugten kan tilberedes og hvad den kan trylles om til. Frugterne modnes i juli-aug. i gule, orange og røde farver – og med forskellig smag; men alle er gode mod diabetes 2 og forhøjet kolesteroltal.
Frugtens navn: sabra (arab. sabr = aloe, kaktus, tålmodighed) bruges også om en jøde, født i Israel, for hans personlighed er som frugten: hård og stikkende udvendig; men blød og sød inden i.
Mod Arava
Er man i bil, er der to veje til Arava: Man kan opleve et geologisk eventyr ved kraterne Makhtesh Gadol og Makhtesh Katan - eller fortsætte ad V25 til Arava og V90.
Afstikker: Kratertur til Makhtesh Gadol og Makhtesh Katan
Makhtesh Gadol er en dyb, aflang sænkning omgivet af ørkenbjerge. Makhtesh (hebraisk for »morter«) er den internationalt brugte betegnelse for dette usædvanlige geologiske fænomen. For millioner af år siden opstod et brud i en af Hatirabjergkædens toppe. Derved formedes et krater, hvorfra regnvand langsomt sivede ned. Da det for 20.000 år siden nåede sandstensniveau, smuldrede bjerget og faldt sammen. Det store krater er faktisk et bortsmuldret bjerg!
Der går ingen busser til dette område, men »vandrefugle« og andre trafikanter har her en enestående chance for det usædvanlige. Det tidlige forår er smukkest (spørg SPNI eller turistinfo i Arad om vejene er farbare – de kan være ødelagt af vinterregn – og få lokalkort).
V224 fra BeerSheva og V204 fra Dimona går gennem øde områder. Man møder kun beduiner med deres gedeflokke. På begge sider af vejen har Israel militære skydezoner.
Yeroham (10.900 indb.) anlagdes i 1950 som en teltby for immigranter, der arbejdede i kraternes mineralminer. Her er nåleskov og ferskvandssø fyldt med fisk. På den anden side af søen, over broen, ligger Yeroham Park med Metzad Yeroham (grundlagt af nabatæerne 1. årh f.Kr.) med karavanserai. Fortet var beboet i 600 år.
Yeroham Youth Hostel, tlf. (08) 6580569
Makhtesh Gadol. I Yeroham viser et skilt mod Makhtesh Gadol (Store Krater). Det var det store af de to kratere, nogle soldater opdagede i 1942. Dengang kendte man endnu ikke Makhtesh Ramon, der er det største.
Aflæs kilometertælleren! Kør gennem bolig- og industrikvarteret. 6 km efter det første Makhtesh Gadol-skilt, drejes af tv. Fra næste skilt køres 1 km op forbi ruinerne af en britisk lejr til en udkigspost, hvor der om foråret er ørkentulipaner. Herfra kan man overse hele krateret, der er 15 km langt, 7 km bredt og mellem 300 og 500 m dybt. Et flot, farverigt syn. Nahal Hatira er eneste åbning i de massive klipper, der omgiver Makhtesh Gadol.
Buske af hvide børster blomstrer. En rigtig ørkenplante med to sæt rødder: lange, lodrette, der henter vand dybt i undergrunden og vandrette, som skal få mest muligt ud af vinteroversvømmelse. Vor smukke vej snor sig ned i krateret (efter 8 km-skiltet er en vandrerute ad grusvej th. mod Ma’ale Avraham). Ved næste sti th. ses et par forstenede træer og ved 10 km-skiltet en lille bakke med fossiler, skaller, snegle og koraller - »hjernekoral« fra fortidens koralrev.
Fortsæt 13 km lige ud gennem krateret - til eukalyptustræer og picnicplads. Bag dem ses masser af sand i alle farver, resultatet af mineralers sammenblanding med sandsten. Her er det eneste sted, hvor det er tilladt at medtage farvet sand. Se efter dyrespor: firben, gazeller, slanger og hyæner.
Fortsæt mod Ein Yorkeam og Orion. Parkér ved skiltet. Her bemærkes en stor stenbunke. Det er resterne af Metzad Yorkeam – et fort, der for 2.000 år siden kontrollerede krydderivejen.
Vandrer man 500 m ad grøn rute nås en klippeformation over et vandløb. Rundt om klippen tv. for vandløbet findes endnu de gamle romerske trin, som fortets beboere benyttede for at hente vand. Her er uanede muligheder for vandreruter forbi vandfald, kilder og bjergformationer.
Makhtesh Katan. Fra V206 fortsættes ad V227 (grusvej) til Makhtesh Katan (Lille Krater). Vejstrækningen er delvis briternes brolagte vej fra 1927. Vejen mellem Mamshit og Arava var den eneste til Eilat, indtil Mitzpe Ramon-vejen (V40) blev åbnet i 1953. Skilte langs vejen viser til spændende vandreruter, bl.a. jeep-grusvej til Metzad Zafir og videre til Rogem Zafir - følger krydderirutens bivej.
Længere fremme møder bilisten et skilt: Ma’ale Eli og Wadi Aqrabim. Her er der udsigt over det lille krater - en af de smukkeste udsigter i Negev. Endnu et udsigtspunkt ligger venstre om basen. Makhtesh Katan, det mindste (7 x 4 km) og smukkeste af Israels tre kratere, ligger som en perfekt cirkel, der kun er brudt ét sted: ved den smalle Nahal Hatzera. Her er de geologiske lag tydelige, og sand ses i mange af regnbuens farver. En vandresti fører ned til kraterbunden. (Ønsker man at køre ned i krateret, må man ad V206 til V25, og 22 km mod øst dreje th ad en smal vej af skiftende kvalitet og køre 10 km mod syd forbi fosfatfabrikken og ind i Nahal Hatzera. Kraterbunden er nået, og det er turen værd! Flotte bjergformationer står som lodrette ribben, og der ses mangefarvede sten i pink, rød, gul og okker).
Fortsætter man fra udsigtspunkterne ad V227 går det nedad, men så begynder hårnålesvingene.
Ma’ale Akrabim, Skorpionernes Skråning, ligger tæt ved romervejen, Ma’ale Zafir. Ma’ale Akrabim er i nyere tid den første - i mange år eneste - og nu den smukkeste vej til Arava. Mellem øde klipper slynger den sig med svimlende hårnålesving ned mod Arava. Den oprindeligt britisk anlagte vej blev under operation Uvda brugt af Golanibrigaden ved Negevs erobring. En trappe fører op til et udsigtspunkt til minde om massakren i 1954, hvor 11 i en bus blev dræbt. Vejen var farlig i mere end én forstand. Deroppefra ses Horvot Zafir (fort på toppen, ringmur længere nede), Har Zin (et fladt, enkeltstående bjerg) og oaserne i Ein Aqrabin og Ein Zin - og i horisonten Jordan. Passet kendes fra Bibelen: »eders grænse skal gå syd om Akrabimpasset« (4. Mos. 34,4; Jos. 15,3; Dom. 1,36, Amoritternes grænse). Et uforglemmeligt syn udfolder sig fra passet.
Længere nede, endnu et udsigtspunkt. Herfra går en romersk militærvej mellem Hebron-Arava og de romerske regioner i Edom (Jordan). Vejen passerer Løveklippen, som nogle kalder en frø. Det er måske snarere en sfinx!
Ved vejens fod ligger ruiner af Rogem Zafir, en romersk fæstning, der engang bevogtede vejen. Blå vandresti følger romervejen. Sort sti går til Ein Aqrabim og Ein Zin-palmelunden (2 1/2 t.).
Ved Rogem Zafir fortsættes mod Har Zin og videre 3 km efter Zin fosfatfabrik til foden af Har Zin - et ensomt 278 m højt, fladt fosfatbjerg. Det menes at være det samme som Har Hor, hvor Moses bror, Aron, skulle være begravet (4. Mos. 33, 37-39). Men det hævdes også - og er næsten ganske vist! - at Aron er begravet ved Petra i Jordan under en blændende hvid muslimsk helligdom på toppen af Jebel Harun. Syd for Har Zin ligger »kartoffelmarken« med enorme mængder ovale kalksten, med en diameter på 20-50 cm. De siges at være kartoffelformede, men ligner snarere kæmpe æbleskiver! Der findes ingen videnskabelig forklaring på dem, men mange legender: Profeten Elias drog igennem en vandmelonmark, der lå her. Han bad om en vandmelon, da han var sulten og tørstig; men ejeren nægtede at give ham en. Derpå blev Elias så rasende, at han forvandlede alle vandmelonerne til sten. En muslimsk legende lyder: Bjergtoppen var beboet af syndere, og til straf lod Allah en byge af sten regne ned over dem. Stenene ligger her endnu.
Tilbage til Skorpionvejen og videre ad V227. 5 km sydøst for krydset ligger Metzad Saif, endnu et fort på den romerske militærvej. Snart efter nås V90 og Arava.
Fra Dimona ad V25 til V90 og Arava
Mamshit
Nationalpark, 8 km fra Dimona ved V25 og V206, åbent lø.-to. 8-17, fr. 8-16, okt.-mar. lukkes 1 time tidligere, 20 NIS, handicapv., mulighed for overnatning, tlf.(08) 6556478, www.parks.org.il . Mamshit er det hebraiske navn for den oldtidsby, som findes på Madabakortet med dens græske navn Mampsis. Araberne kalder den Kurnub, et ord af nabatæisk oprindelse (betyder mad af dadler og mælk). Nabatæerne grundlagde den i 1. årh. som den mindste af deres byer. Det var et dristigt foretagende, for her var intet vand og ingen kilder. Det løste de ved at opsamle vinterregn i et net af damme. Det gav endog så meget vand, at de også kunne forsyne forbirejsende karavaner. Mamshit ligger
på en bivej til en af antikkens krydderiruter. Det dyrebare vand beskyttedes naturligvis fra vagttårne.
Her var ingen græsningsområder og derfor ikke opdræt af kameler, får og geder; men fund af dyreknogler viser, at der var svineavl. I 300-tallet opdrættedes heste af den race, som i vore dage kaldes »arabere«. Der er fundet flere hestestalde. Der var arkitektskole for tempelbyggere. Templerne brugtes også som bank. Der er udgravet nabatæerbygninger med to eller flere etager, med balkon og søjler, markedsplads, told- og vagttårn m.m.
I romertiden dekoreredes de eksisterende bygninger med freskomalerier, og bade blev anlagt. Under en trappe har man fundet en bronzekrukke med 10.000 romerske sølvmønter fra 100-tallet.
I 300-tallet blev Mamshit et led i det byzantinske riges forsvarskæde mod sydøst og var den eneste by i Negev med bymur. Samtidig var den en rig og blomstrende handels- og garnisonsby med 1.500 indbyggere. Nabatæerne blev kristne, og der opførtes to store basilikaer med smukke mosaikgulve.
Men intet varer evigt. Mamshit blev sandsynligvis ødelagt, 100 år før araberne erobrede området i 638. Derefter lå stedet øde hen, indtil englænderne i deres mandatperiode anlagde en ørkenpolitistation. Den er nu restaurant.
Mamshit er udgravet i flere etaper, senest i 1989-94. Man har fået et interessant indblik i, hvordan den tids ørkenbyer var. En blå linie på bygningerne markerer, at alt over den er rekonstrueret. I 2005 kom Mamshit på UNESCOs liste over verdens kulturarv
Bus: BeerSheva
Mamshit Camel Ranch, nær nationalpark, tlf.(08) 6554012/9436882,
www.mamshit.co.il , arrangerer overnatning i beduintelt, måltider og ture i omegnen
Ca. 16 km længere mod øst ad V25 ligger resterne af et lille romersk fort, Metzad Tamar (som også ses på Madabakortet). Herfra falder vejen stejlt, og fra to udsigtspunkter har man en betagende udsigt: Dødehavets sydspids ca. 1.000 m nede under en let dis forårsaget af den kraftige fordampning. Man kører nedad og når »under havets overflade«. Den markeres på en sten ved vejen. En marmorplade oplyser, at vejen til Sodom blev åbnet i 1953. Så fortsættes ad V90, »Aravavejen« mod Eilat.
Videre langs Aravadalen på V90
Aravadalen, der er en del af Den Afro-Syriske Kløft, danner en naturlig grænse mellem Israels Negevhøjland og Jordans Edombjerge og er fyldt med grønne daddelplantager. Den såkaldte Aravavej er en del af Israels længste vej, V90, der går fra den nordligste by, Metulla, 470 km gennem landet til Eilat.
Krokodillefarm Crocoloco, på V227 ved Ir Ovot, åbent , 20 NIS, tlf. 0508991088, www.crocoloco.arava.gonegev.il . Flere hundrede gigantiske nilkrokodiller – og små nyudklækkede - opdrættes her.
Metzad Hatzeva
Hatzeva er det bibelske Tamar (og romerske Tamara, som også er på Madabakortet) ved Judarigets sydgrænse. Et israelitisk fort, fund fra Salomon til nabatæernes tid og romerske fort og bade ser dagens lys. Et rituelt alter er fundet lige uden for bymuren.
Hatzeva Field School, tlf.(08) 6581546, [email protected] , www.aspni.org , info om
vandreture og fuglekik
Shezaf-naturreservatet ligger i forbindelse med Hatzeva Field School. I et område med hvidt sand og savanne er der lette gazeller og flokke af de tamme fugle »babler«. Hele fuglefamilien hjælper med ungerne, og familierne bliver boende længe i samme træ.
Ved Ein Yahav længere sydpå er der info:1800 225 007, restaurant og benzintank, i Sappir picnicområde og restaurant omgivet af palmer fra forskellige lande.
Flodsenge
Mellem Arava og Negevs højland findes et hav af flodsenge (nahal, wadi) så utroligt smukke, at det er svært at vælge. Selvfølgelig er det mest udbytterigt for både sjæl og legeme at vandre turene. Men nogle af grusvejene kan klares i en almindelig bil - så får man da en smagsprøve (check reservehjul og drikkevandsbeholdning, og medbring mobiltelefon!). Info: Arad eller SPNI.
Nahal Ashosh er naturreservat og en smuk, jomfruelig ørken.
I Nahal Barak kan man køre 11 km ind ad en stor, flad slette omgivet af høje bjergblokke med akacier og springende gazeller til kløften. Her kan de energiske tage en vandre-klatretur. Der er anbragt rebstiger til at forcere de 4-8 m høje vandfald!
Nahal Paran er det længste og mest forgrenede flodleje, der gennemskærer Sydnegev. Det strækker sig helt til Sinai. »Da sendte Moses dem fra Parans ørkener« (4. Mos. 13,3). Fra Parandalen indledte den israelske hær i 1956 Sinaifelttoget.
Restaurant 101 Inn, ved Beer Menuha, tlf. (08)6345101, har minidyrepark og en stor samling slanger.
Hai-Bar Naturreservat
Nationalpark, åbent sø.-to. 8.30-17, fr.-lø.8.30-16, 25 NIS, ture (2 t.) hver hele time 9-14, handicapv.,mulighed for overnatning, tlf.(08) 6376018, www.parks.org.il . Ved Yotvata (35 km N for Eilat) ligger det smukke Hai-Bar (Vildt Liv), et naturreservat for Negevs truede dyrearter, og dem vi kender fra Bibelen. På savanneområdet lever ibex, hvid oryx, vildæsler, gazeller m.fl. Der er også rovdyrcenter (23 NIS, kombibillet 39 NIS) og »nathus« (med natdyr). Fodringstid 11-13.
Kibbutz Lotan Guesthouse, tlf. (08)6356935, www.kibbutzlotan.com , økologisk kibbutz med fuglereservat og holistisk helsecenter
Restaurant Yotvata, tlf.(08)6357449, Kibbutz Yotvata er kendt for sine gode mælkeprodukter: is, budding, ost – og pizza. Har også et minimarked.
Timna Park
30 km nord for Eilat, åbent lø.-to.8-16, fr. 8-15, i juli-aug dgl. kun 8-13, 44 NIS, tlf.(08)6316756, www.parktimna.co.il . Timna er et 60 km2 stort naturskønt område omkranset af bjerge. Her ses de såkaldte Kong Salomons Miner, verdens ældste, der var i brug allerede i det 3. årtusinde f.Kr. – og der er masser af mineskakter. Vind og vejr har frembragt mange smukke klippeformationer, fx en kæmpe paddehat. De 50 m høje Salomons Søjler (Solomon’s Pillars) i nubisk sandsten er imponerende i farver og form. Lige ved siden af ligger et egyptisk tempel for minegudinden Hathor, og lidt højere oppe ses egyptiske inskriptioner. Kort udleveres ved indgangen, av-show. Der er gode vandreruter i parken med sø, både – og tabernakel. De magelige kan køre rundt i bil.
Timna Park Camping, overnatning skal bestilles
Restaurant Khan King Salomon ved parkens sø
Bus: BeerSheva-Eilat
Ein Avrona
Ein Avrona er en samling brønde forbundet med en underjordisk kanal fra 500-tallet. Det var her, Yitzhak Rabin og Kong Hussein underskrev fredsaftalen mellem Israel og Jordan 26. oktober 1994. Møderne forinden blev holdt i et stort telt slået op på begge sider af grænsen - og hver blev på sin side!
Amrams Søjler
Fra V90 er der 6,5 km grusvejskørsel og 10 minutters gang gennem en flot bjergkløft til de 15 m høje, vinderoderede sandstenssøjler, som Moses’ far har lagt navn til. De ligner en tempelfacade. I området findes minegange samt romerske og byzantinske ruiner.
Kibbutz Eilot, tlf.(08)6358666/8816, www.eilot.co.il , dyrefarm, ridning, ture til Petra og
Sinai
3 km nord for Eilat er grænseovergang Yitzhak Rabin (tidligere Arava) til Jordan, se Ture til Jordan.
Ørkenrute 2. Midt gennem Negev
Bus: BeerSheva-Eilat.
Følg V40 fra BeerSheva sydpå. Det første stykke er en del af hovedvejen BeerSheva-Egypten, der er benyttet lige fra bibelsk tid. Under 1. Verdenskrig fandt her store slag sted. Også i 1948 kæmpede israelere og egyptere i dette område. På venstre side ses beduinlejre. Visse steder i det bølgende ørkenlandskab er der skydezoner på begge sider af vejen.
Afstikker for arkæologiinteresserede
I stedet for at dreje af mod Sde Boker ved Telalim-krydset fortsættes ad V211 til Shifta.
Shifta Nationalpark, åbent sø-to.8-16, fr.8-13, okt-mar lukkes 1t. tidligere, gratis.
8 km mod syd fra V211 ligger Shifta, den mest velbevarede af Negevs seks nabatæerbyer. Den er anlagt 1. årh. f.Kr. som et lille landbrugssamfund (sydlige bydel). Den lå fredeligt lidt tilbagetrukket fra selve karavanevejen. Her ses det bedste eksempel på deres landbrugs- og vandingssystemer, der nu er restaureret. Subeita, som Shifta dengang hed, havde sin blomstringstid i 300-600-tallet som vigtigt handelscenter med kloster og kirker, som pilgrimme besøgte. Muslimerne byggede en moské (800-tallet) ved siden af sydkirken - den korsformede døbefont står nærmest i muslimernes bedeniche!
Shifta blev forladt i 1100-tallet og er yderst velbevaret: brede gader, to-etagers huse med trapper og tag med vandsystemer, karavanserai, bade, store, åbne pladser, vinpresser, stalde og kirker. Shifta kom i 2005 på UNESCOs kulturarvsliste.
På vej tilbage kan man kort før V211 dreje mod vest og køre/gå 1 km til Mitzpe Shifta (422 m). Opstigningen tager mindre end 30 min. og er helt bestemt umagen værd. En sti fører op til toppen med klosterruin og en fabelagtig udsigt over ørkenen.
NB! Det hænder, at det israelske militær har øvelser og teltlejre i området – så er der adgang forbudt!
Rehovot (i Negev)
10 km nord for V211, midt i det store ørkenområde, ligger endnu en nabatæerby. Det er militært område, så der er kun adgang lørdag. Spørg turistinfo i Arad.
Rehovot er kendt fra bibelsk tid. Her levede patriarkerne, og Isak gravede en brønd (1. Mos. 26,22). Rehovot var i 1. årh. en af nabatæernes karavanestationer, hvor man dyrkede landbrug. Som andre nabatæiske byer nåede den sit højdepunkt i byzantinsk tid. På lang afstand og nedefra ligner Rehovot en høj med en kæmpe stendynge omgivet af enorme cisterner både langt ind under bymuren og spredt i hele området. Man ser også rester af vinmarker. Rehovot var ingen lille by (10.000 indb.). Der er ruiner af tre kirker, mange stalde, og hvert hus havde sin egen cisterne. Ved byens sydside ses en gammel brønd med slidmærker fra reb, men det er næppe Isaks!
12 km mod øst ligger Halutza, se 6. Sydkysten
Nizzana
20 km fra Shifta ad V211 ligger nok en nabatæerborg, Nizzana. Stedet har været beboet siden stenalderen. I 3. årh. f.Kr. anlagdes et karavanestop og 100 år senere et fort. Byen fik også et kavaleriregiment med både dromedarer og heste. I sine velmagtsdage havde den 4000 indbyggere. Efter muslimerne fik overtaget, sygnede Nizzana hen. Under 1. Verdenskrig slog den tyrkisk-tyske administration sig ned her og forberedte en invasion i Sinai. I 1948 erobrede israelerne Nizzana fra Egypten, og indtil 1956 lå den i en demilitariseret zone.
Bag det byzantinske forts mure ses cisterner, det tyrkisk-tyske hospital og Nordkirken. Her fandt man i 1936 de meget omtalte Nizzana-papyrus, som er et vigtigt kildemateriale til den byzantinske og muslimske periode i Negev. Neden for højen er der udgravet flere store kirker. Bemærk mod syd vandingskanalerne og den tyrkiske jernbanestation med vandtårn.
Bus: BeerSheva-Nizzana
Videre ad V40
På vej mod Mitzpe Ramon og Eilat (ad V40) kommer man til
Kibbutz Sde Boqer
(Cowboyens Mark), et dristigt pionerprojekt fra 1952 med kvægavl på et sted uden hverken vand eller vej. I dag lever de af landbrug! Året efter bosatte Israels første statsminister, David Ben Gurion og fru Paula, sig i kibbutzen og drømte om at se ørkenen blomstre.
Infocenter ved indkørsel til kibbutzen, åbent sø.-to.9.30-15.30, fr.9.30-13, lø.10-15, av-info 20 min. 7 NIS, tlf.(08)6560469
Gennem en mindepark med oliventræer og Ben Gurions citater kommer man til Ben Gurions museum og hus, åbent sø.-to. 8.30-16, fr. 8.30-14, lø.9-15, 10 NIS, café, tlf.6560320
Midreshet Ben Gurion, 5 km mod syd
Her blev Sde Boqer College oprettet i 1964 på Ben Gurions initiativ. På Sde Boker Negev Institute forskes i alt vedrørende ørkenen. Forskningscentret for solenergi (åbent sø.-to.8-16, fr.8-12, foredrag, av-præsentation, rundvisning, ring først: tlf.(08)6555059) har bogstaveligt talt »strålende« muligheder her. På Ben Gurion-mindeinstituttet, opført 1982, opbevares tusindvis af Ben Gurion-dokumenter. Der vises dagligt film om hans liv (ring først: tlf.(08)6532717, entré).
Field Study Center har bl.a. slangefarm (Israel har 38 arter), udstoppede pattedyr og fugle, museum med beduin og Negevs historie. Der arrangeres ørkenture og -overlevelseskurser, hvor man selv skal finde vand, følge ibexspor, sove i huler m.m.
I en charmerende stenpark med ørkenplanter og træer finder man Paula og David Ben Gurions grav. De mange små sten er lagt på gravpladen efter en gammel jødisk skik. Det viser, at graven har været besøgt - et fredeligt middel for at hindre, at jødiske grave i fremmede lande blev sløjfet. Herfra er en af Israels smukkeste ørkenudsigter - ud over Nahal Zin, der snor sig som et grønt bælte. Her vandrede israelitterne på vej fra Egypten til Kanaans Land. Utilfredsheden bredte sig (4. Mos 20,1-5), og landet deltes mellem de 12 stammer (Jos. 15,1).
Sde Boker Field School, Midreshet Sde Boker, tlf.(08)6562016, www.boker.org.il
Sde Boker Winery, tlf.050-7579212, www.sde-boker.org.il , grundlagt i 1999, vinsmagning
Ein Avdat
Nationalpark, åbent, begge indgange, lø.-to. 8-17, fr. 8-16, okt.-mar. lukkes 1 t. tidligere, 25 NIS, kombibillet Ein Avdat-Avdat 40 NIS, tlf.(08)6586390, www.parks.org.il
Nedre indgang: Fra Midreshet fører en vej ned mod Nahal Zin og krydser floddalen (kør ikke over, hvis den er oversvømmet!) til Ein Avdat (3 km). Efter 10 minutters gang, forbi palmer ved Ein Mor og et 250 år gammelt pistacietræ, er man ved kilden, som strømmer gennem en kløft med vandfald og bassiner. Flokke af ibex kommer morgen og aften for at drikke. Men vi må hverken drikke af kilden eller svømme i den - vandet er koldt og dybt. Rundt omkring gror tamarisk- og saltbuske. Gå forsigtigt frem mod vandfaldet og søen. Her fører trin op til den øverste del af canyonen.
Med bil til Ein Avdats øvre indgang: På V40 (mellem kilometersten 124 og 123) viser et skilt til Ein Avdat. Vel inde kan man fra et observationspunkt se både canyon og de øvre bassiner. Stier fører forbi et byzantinsk vagttårn (500-tallet) og huler, hvor munke fra Avdat boede - én med inskription om Skt. Theodorus, andre var lagerrum og køkken. Adgang via stige. Vandfald og storslået natur. Lidt over flodbredden vokser eufratpopler, et løvfældende (!) træ med dybtgående rødder. Den lille busk ørkenstjerne (kokhao midbarit) beskytter sine frø med tørre, lukkede kapsler. Hælder man vand på »mærker« den, at det er regnvejr. Den åbner sig, og frøet falder i den våde jord! Bemærk også kapersbuskene.
Avdat
Nationalpark, 10 km S for Sde Boker og 23 km N for Mitzpe Ramon, åbent lø.-to.8-17, fr.8-16, okt.-mar. lukkes 1 t. tidligere, 25 NIS, av-intro, tlf.(08)6551511, www.parks.org.il
På lang afstand ses den højtliggende, imponerende ørkenby Avdat. Den blev anlagt af nabatæerne i 4.-2. årh. f.Kr. og var et af deres vigtigste karavanestop langs krydderivejen fra Petra til Gaza. Den blev opkaldt efter deres konge, Obodas 2. (30-9 f.Kr.), der blev dyrket som en gud og begravet her. Avdat kom under romersk provinsherredømme i 106, nåede sit højdepunkt under byzantinerne (3000 indb.), men blev efterladt i ruiner af muslimerne i 638. I 1958 blev Avdat udgravet og delvis restaureret. Scener i filmen, Jesus Christ Superstar, blev optaget her.
Fra nabatæernes tid ses huse, cisterner, tempel, gravkamre, militærlejr (til 2000 soldater) og pottemagerværksted, hvor de fremstillede deres berømte æggeskalstynde lertøj. Et af de 21 gravkammre bærer nabatæernes tegn, dobbelttrappen - er det mon kong Obodas’ grav? Fra en udsigtsplatform kan man mod syd se deres succesrige landbrugsterrasser med vandingssystem (genetableret som forsøg i 1960). Under romerne byggedes prægtige villaer, vagttårne og naturligvis bade. Byzantinerne opførte fæstning, kloster og kirker (bemærk marmorgravsten) med korsformede døbefonte i størrelser til både voksne og børn. Vinpressen blev flittigt brugt, og vinkældrene (klippehuler) var enorme. Avdat er et besøg værd. Afsæt mindst 2 timer. Kom på UNESCOs kulturarvsliste i 2005.
Bus: BeerSheva-Mitzpe Ramon
På vej videre ad V40 til Mitzpe Ramon passeres Nafha-fængslet, der har flere etager under jorden. På besøgsdage parkerer busser og biler tæt.
Mitzpe Ramon
Byen (6000 indb.), hvis navn betyder udkigstårn, begyndte som en arbejdslejr for mine- og vejservicearbejdere. Den er opført på den nordlige rand af Israels største krater, Makhtesh Ramon, og er et ideelt udgangspunkt for ørkenture. I dag er byen ved at udvikle sig til kunstnerby og center for økoturisme.
Visitors’ Center, åbent lø.-to. 8-16, fr. 8-15, 25 NIS, gratis kort over Maktesh Ramon, tlf.6588691/8. En god start. Her er natur- og geologiudstillinger, bl.a. ses en miniudgave af den langstrakt hjerteformede Makhtesh Ramon, og dets udvikling fra bjerg over hav til »krater« samt en av-introduktion til området. Man kan få hjælp og ideer til vandreture eller deltage i en færdigpakket tur (Field School og vandrerhjem giver også gode råd). Fra centret er der en helt fantastisk udsigt over krateret. Det er også herfra, man skal opleve en solopgang sammen med nysgerrige geder og gazeller.
'Hai Bio Ramon, over for centret, åbent lø.-to. 8-16, fr. 8-13, 12 NIS eller kombibillet fra Visitors’ Center, tlf.6588755, har minizoo med ørkendyr (skorpioner!) og naturmuseum.
Af gratis glæder kan nævnes en promenadetur langs kraterkanten med observationsterrasser og kamelklatrestativ, eller Ørkenskulpturparken, N for centret, med skulpturer udført af Ezra Orion.
Makhtesh Ramon
Et oplagt sted for vandreture. Der er skilte og ruteafmærkninger, men meget kan også nås i bil. Det er den største af Israels tre makhteshim, 40 km lang, 9 km bred og 400 m dyb. De stejle klipper er perfekte til rappeling, info på Ramon Inn.
Ma’aleh Ha’atzma’ut, Uafhængighedspasset, snor sig helt ned til kraterets bund. Østsiden er den mest interessante med farverige sandsten, kilder, dyr og arkæologi. Carpenter’s Shop, Tømrerens Værksted, er en høj af prismeformede kvartsitstykker. Det ligner en bunke træstykker, deraf navnet.
Endvidere ses lidt »forstenet skov«, fossilklipper, romerske milesten og masser af højtliggende bronzealdergrave. Ved stenbruddet kan man svømme i søen (hvis der har været vinterregn nok!).
Metzad Saharonim, læs om nabatæerne i: Læsning på flyet
Telefonområdenr.: 08
Turistinfo: Visitors’ Center, se ovenfor
Bus: BeerSheva-Eilat
4*Ramon Inn, Ein Akev 1, Mitzpe Ramon, tlf.6588822, www.isrotel.co.il
Har HaNegev Field School, på kraterranden, tlf.6588615, [email protected]
Youth Hostel, ved kraterranden, tlf.6588443, [email protected] , reception
åben fra 15.00
Desert Shade, Mitzpe Ramon, tlf.6586229, www.desert-nomads.com , overnatning i
»beduintelt«, dyrker egen »ørken«vin og arrangerer ørkenture
Sukkah in the Desert, 7 km fra Mitzpe Ramon, tlf.6586280, www.succah.co.il . I
hytterne i ørkenen kan man bo og meditere i mindst to dage, vegetarmad.
Overnatning i beduintelte i det fri: bl.a. Be’erot, i kraterets østlige del (toilet og brus), tlf.6586713/6280404, www.parks.org.il
Mitzpe Ramons omegn
Alpacafarm, 3 km fra Mitzpe Ramon, åbent dgl. 8-18, okt.-mar. til 16.30, 25 NIS, tlf.6588047, fax6586104, www.alpaca.co.il . Alpakaer og andre lamaer blev bragt til Israel fra Chile, og de trives - der er nu flere end 500. Børn under 30 kg kan ride på dem. Besøgende må fodre dyrene (sommer kl. 17 og vinter kl. 15). Desuden er der minikænguruer, angorakaniner, marsvin og rideheste. Har B&B i små hytter.
Ad V171
Vejen vest for Mitzpe Ramon, V171, er spækket med cisterner, gravet af israelitterne, og de fyldes stadig med vinterregn. Den mest imponerende er Bor Hemet, der ligger tæt ved vejen, omgivet af buske og træer. Kanaler og rensningsanlæg leder til et reservoir bygget af granitsten.
Længere fremme ad V171 viser et skilt th. til Borot Lotz med 17 cisterner på kun 4 km2. Rester af terrasseanlagte marker viser, hvordan man dengang kunne kunstvande med begrænset vandmængde. Om foråret er området dækket af et flor af tulipaner, anemoner, orkideer og lavendler. Gode vandreture. Spørg i Visitors’ Center i Mitzpe Ramon.
Umiddelbart efter, på V171, fører en smal vej, Ma’ale Arod, tv. og 7 km mod Makhtesh Ramons sydvestligste spids. Herfra er der flot udsigt over krateret i hele dets længde og til Har Ramon, Negevs højeste bjerg (1.035 m o.h.).
Har Karkom
Kun i jeep. Sydvest for Mitzpe Ramon ligger Har Karkom (847 m o.h.) - et 10 km2 stort bjergplateau med mange kultsteder. Det er omgivet af klipper, men let at bestige fra vestsiden. Arkæologiprofessor Emmanuel Anati mener, at det er stedet, hvor Moses i sin tid modtog de ti bud. Siden 1955 har han fundet et helt usædvanligt antal (40.000) afbildninger af kultscener, bl.a. en slange, der danser foran en stav, »HERREN sagde til Moses: Lav dig en slange og sæt den på en stang« (4. Mos. 21,8). 12 opretstående bautasten står i nærheden af en offerplads (alter), »Da skrev Moses alle HERRENS ord op; og tidligt næste morgen rejste han ved foden af bjerget et alter og tolv stenstøtter svarende til Israels tolv stammer« (2. Mos. 24,4).
Turen gennem ørkenen er særdeles smuk, og Har Karkom er en oplevelse i særklasse. Interesserede kan i Mitzpe Ramon arrangere ture hos »Desert Shade« (kun lørdag, militært område!) eller læse professor Anatis bog, »Mountain of God« (1986) - han graver stadig på Har Karkom!
Videre mod Eilat ad V40
Check benzinen. Det er sidste chance for påfyldning inden Eilat. Vejen stiger op ad Metzokei Arif (Skyklipperne), som danner den topografiske grænse mellem Negevhøjsletten og Sydnegev. Fra toppen er der udsigt over de sydlige plateauer, der er meget tørre og øde.
Vejen går ned til Meshar (fladt land), ad 12 km lige vej og krydser den meget smukke Nahal Paran (udsigtspunkt). Det er den længste og mest forgrenede flodseng i Israel. Kør ikke over, hvis der er vand. I jeep kan man følge Nahal Paran til Arava. Fortsæt ad V40 (der er langt smukkere end V13) til Arava-dalen (V90) og videre til Eilat.
Ørkenrute 3. Langs Egypten-grænsen
Den 149 km lange grænse mellem Israel og Egypten fra 1948 blev oprindeligt trukket med en lineal på et kort uden hensyn til topografien. Efter besættelsen af Sinai (1967-82) trak israelerne sig igen tilbage bag »Fredsgrænsen«. Der kan være problemer med at få lov at køre hele strækningen fra Kerem Shalom til Eilat, men blot at opnå en del af den, er det eventuelle besvær værd. Start meget tidligt om morgenen og fyld tanken op (sidste benzintank er i Nizzana) inden der køres sydpå ad V10. Denne vej er kun åben om dagen, og på nogle strækninger skal mindst to biler køre sammen, af sikkerhedsmæssige grunde. Så må man vente på andre, der skal samme vej (størst held lø., evt. fr.). Denne rute giver en helt anderledes udsigt over Negev - fra mange udsigtspunkter også over Sinai. Langs vejen ses egyptiske og israelske observationsposter og mellem dem nogle af de 91 sten, der markerer grænsen fra Rafah til Taba (»nummerplader« viser hen til de tilhørende sten). På enkelte strækninger er der ingen pigtråd. Grænsen er endnu ikke fastlagt der!
Den smukkeste strækning er mellem Nizzana og Har Harif. Syd for Nizzana ses oasen Kadesh Barnea i Sinai, nævnt i Bibelen som den sydvestlige grænse af Kanaans Land (Jos. 15,3). Det var her, Abraham slog lejr under sin vandring (1. Mos. 20,1), og hvorfra Moses sendte 12 spejdere ind i Kanaan (5. Mos. 1,19-25). Arkæologiske udgravninger viser fund fra 10. årh. f.Kr.
Langs vejen ligger bronzealdergrave på begge sider. Mange er tomme, hvorfor arkæologer mener, at nomader kun brugte dem som foreløbige grave og senere flyttede den gravsatte til permanente gravpladser. Har Harif er kendt for sine forhistoriske fund (Harifkulturen) fra nomadejægere, der for 10.000 år siden flyttede rundt i denne egn.
Ved 247 km skiltet finder man Ein Hame’ara (Hulekilden) på venstre side af vejen. Kildevandet drypper koldt fra hulens loft. Bemærk de mange ørkenrottehuller under saltbuskene.
Vejen snor sig op til Har Saggi (Højt Bjerg) - et kæmpe plateau med udsigt over Sinai og Negev, et øde landskab. Det var her, israelitterne vandrede. Beduinerne kalder det »de vildfarendes ørken«! I Sinai ses egypternes snorlige vej, der er anlagt parallelt med grænsen. Ved Bik’at Sayarim (Karavanedalen) går en utrolig smuk vej, V12, forbi Uvda-flyvepladsen (hvor skandinaviske charterfly i sin tid landede) til Arava. V12 fortsætter også sydpå til Canyon Ha’adom (Den Røde Canyon) ved grænsesten 81. De røde sandstensformationer er et eksempel på flot ørkenerosion.
Ved Har Hezkiyahu (grænsesten 82) er der mod vest udsigt over et månelignende landskab, Bik’at Hayareach (Månedalen), og mod øst over Arava og Eilat. En 1 km lang grusvej fører til Ein Netafim (Vanddråbekilden), hvor vand drypper fra klippen og ned i et bassin, bygget af briterne i 1942. Her er et rigt dyreliv.
På den sidste strækning inden Eilat passeres Har Yoash, der har fantastiske grønne og røde farver. Fra udsigtspunkter kan man se Egypten, Jordan og Saudi Arabien. En let vandretur på 1,5 km (fra P-plads) i naturreservatet anbefales. Fortsæt over Nahal Shlomo, og der er kun få kilometer til Eilat.
Eilat
På Israels sydspids ligger feriebyen Eilat (58.200 indb. plus 1 mio. turister årligt) med koralrev, strand og - sol hele året. Dens atmosfære er om muligt endnu mere afslappet end i resten af landet. Det er dykkernes og ornitologernes paradis og et godt udgangspunkt for ørkenture.
I Bibelen omtales Eilat flere gange. Fx da israelitterne var på vej til Det Forjættede Land: »Derpå drog vi fra Elat« (5. Mos. 2,8), og »Kong Salomon byggede også skibe i Ezjongeber, der ligger ved Elat« (1. Kong. 9,26). Måske steg Dronningen af Saba med hele sit følge i land her på vej til Jerusalem. Eilat har været i hænderne på romere, korsfarere og muslimer. Pilgrimsvejen til Mekka gik via Eilat. Under det britiske mandat var Eilat en udørken med en beskeden, lerklinet politistation, og blev under Uafhængighedskrigen indtaget som det allersidste, under Uvdakampagnen, i 1949, hvor Palmach og Golanisoldater hejste deres hjemmelavede israelske flag: et hvidt lagen med davidstjerne og striber tegnet med blåt blæk. Israelerne erobrede Sinai fra Egypten under Seksdageskrigen i 1967, men gav det tilbage i 1982, som et led i fredsaftalen landene imellem.
Det moderne Eilat er nærmest én stor hotelby med utallige spisesteder og indkøbscentre. Området er momsfrit (undtaget er juveler og ure, men man får VAT tilbage, hvis køb overstiger $200), men såmænd ikke billigere af den grund.
Byen er ikke specielt smuk, men ligger flot ved Rødehavet, hvis klare blå vand er fyldt med farverige koraller og tropiske fisk. Navnet »Rødehavet« menes at stamme fra en blågrøn algeart, Trichodesmium erythræum, der bliver rød i død tilstand. Derved fremkommer røde striber i det varme hav. Vandets temperatur er 26°C om sommeren og min. 22°C om vinteren. Største dybde er 2.000 m og saltholdigheden er op til 4,1%.
Langs Israels 14 km kystlinie mod Rødehavet er 1,5 km dækket af et koralrev, men det lider af »miljø-stress«, trues af spildevand, olieudslip og turister, der snupper et stykke koral. Miljøfolk fra Israel, Jordan og Egypten begyndte allerede i 1991 et hemmeligt samarbejde om at beskytte revet.
Eilat ligger på trækfugleruten mellem Afrika og Europa. Forår og efterår overflyves området af millioner af trækfugle, og ornitologer kommer fra alle verdenshjørner. Der afholdes trækfuglefestival (om foråret gerne i marts) med fuglekik, foredrag af ledende ornitologer etc. Året rundt arrangeres fugleture, foredrag og billedshow.
International Birdwatching Center, Sderot Hatmarim, nord for saltdam, tlf.6335339, [email protected] , www.birds.org.il
Ved indkørsel til Eilat ligger Eilat Diamond Mines, Rehov Hatushia 3, gratis transport fra hotel, tlf. 6336363, www.diamondmines.co.il , av-show, omvisning og – mulighed for køb! Se også den turkis-grønlige eilatsten.
Eilat omfatter tre områder: Centrum med lufthavn, busstation, posthus, indkøbscenter, biograf etc. North Beach med turistinfo, de fleste hoteller, promenade og natteliv, og South/Coral Beach (5 km mod syd), hvor alt undervandsliv foregår. Men der er også mange synagoger og for de ortodokse er der, øst for marinaen, en speciel strand. Den er indhegnet, med separat indgang for m og k – og en 25 m lang afskærmning, ud i Det Røde Hav, deler »vandene«. Men her er ingen livredder.
Der er utallige sportsmuligheder: paragliding, skydning, tennis, surfing, bowling etc. Cykler kan lejes. Der er jazzfestival hvert år i august, www.redseajazzeilat.com . »Welcome Eilat«, www.welcomeeilat.com (med rabatkupon’er) og »This is Eilat« oplyser om månedens begivenheder og fås gratis på hotellet.
Aktiviteter i Eilat
North Beach (overfyldte strande)
Airodium, ved New Lagoon, åbent ma.-lø. sep.-jun. 10-18, juli-aug. 10-13 og 17-22 entré, tlf.6332386/6372745. Her kan man lære at flyve i en vindtunnel! Efter en kort instruktion bliver man iklædt en kæmpe flyverdragt, lægger sig i vindtunnelen, og op stiger man! Ved små tillærte kneb kan man selv bestemme højden. En fantastisk følelse.
Jules Verne Explorer, Marina, sejler flere x dgl., 60 NIS, tlf.6316377, www.h1h.co.il . Gennem bådens glassider kan man følge livet i vandoverfladen (2 timer). Desuden udlejes alle slags både, vandski og fiskeudstyr. Sejlture arrangeres dag og aften til Coral Island, også kaldet »Faraos Ø«, med korsfarerborg. Den ligger i egyptisk farvand syd for Taba (5 timer).
Israel Yam, Marina, sejler flere x dgl.i 2 t., 60 NIS, tlf.6332325, 0505310090. Både med glasbund
Ice Space, Spiral Build., Marina, åbent dgl. 10-23, 54 NIS, tlf. 6332225, www.ice-space.co.il . I minus 7 º er der store isskulpturer, glidebane og underholdning – og bliver om aftenen til isbar.
King’s City, Østlagunen, åbent sø.-to.9-01, fr. 9-1t. før shabbat, lø. efter shabbat – 01, 118 NIS, 4-15 år 95 NIS, P-plads, tlf.*3040/3044, 6304444, www.kingscity.co.il . Bibelsk temapark, i »mystisk« palads, om Kong Salomon og dronningen af Saba, high tec, 3-d film.
Imax Theatre, Pyramiden, Yotam Rd., sø.-to.16-23, fr.11-17, lø.21-24, 55 NIS, tlf. 6348080, www.imaxeilat.co.il , på gigantisk lærred vises 3-D film, bl.a. om Coral Reef
Eilat Iri (min by) Museum, Rehov Yotam, åbent ma.-to. 10-20, fr. 10-14, lø. 12-20, 10 NIS, tlf. 6340754, www.eilat-history.co.il , omhandler byens udvikling fra 1949 til i dag samt den omliggende natur. Eilat Kunstgalleri, åbent som museet, 60 lokale kunstnere udstiller.
Kunstmarked, i Skulpturparken, fr. 10-16, hvor lokale kunstnere sælger deres værker, kunsthåndværk, malerier, smykker, tøj m.m.
Bymarked, Sderot HaTamarim, ma. og lø., med alt fra grøntsager til smykker
South/Coral Beach
Bus: 15
Dykning
I Eilat kan man dykke året rundt. Mange snorkeldykker, andre tager et 5-dages PADI dykkerkursus ned til 30 m. Alt udstyr kan lejes (husk T-shirt for ikke at blive forbrændt):
Snuba (en slags snorkel), South Beach, tlf.6372722, www.snuba.co.il
Red Sea Sports Club, Coral Beach, tlf. 6374083, www.redseasport.co.il .
Aqua Sport International, Coral Beach, tlf. 6334404, www.aqua-sport.com .
Dolphin Reef, Coral Beach, tlf. 6364200, www.dolphinreef.co.il
Siam Divers, Coral Beach, tlf. 6370581, www.siam.co.il
NB!: Stig ikke for hurtigt op til vandoverfladen! Hold en dags pause mellem sidste dyk og hjemflyveturen for at undgå den livsfarlige trykfaldssyge (dykkersyge).
Ved badning: Brug et par solide badesko - der er både sten og søpindsvin. Stikker man sig på et søpindsvin: Skyl i ferskvand, men lad stumperne blive siddende, da de opløses i kroppen i løbet af et par dage.
Dolphin Reef, åbent sø.-to. 9-17, fr.-lø.9-16.30, 46 NIS, café, tlf.6371846/6300111, www.dolphinreef.co.il . Privat strand og docu-film. Her kan man svømme og dykke sammen med delfiner 274 NIS. De kloge dyr, der bliver kaldt havets psykologer, bruges også som terapi for fysisk og mentalt retarderede. Pladsbestilling tilrådes. Delfinerne trænes kl. 10, 12, 14 og 16. »Relaxation in the water« ma.-lø. 15, 17, 18, 1 ½ t. i tre pøler: regnvand, havvand og dødehavsvand, opvarmet og med undervandsmusikledsagelse, 150 NIS.
Coral Beach Nature Reserve, åbent lø.-to. 9-18, fr. 9-17, okt.-mar. lukkes 1 t. tidligere, 30 NIS, handicapv., café, av-info, tlf.6376829, www.parks.org.il . Naturreservat og et af de bedste steder at opleve koralrevenes utrolige opbygning og skønhed. Snorkeludstyr udlejes, god strand.
Coral World Marine Park, Taba Rd., S for Coral Beach, åbent lø.-to. 8.30-17, fr. 8.30-16, 89 NIS, tlf. 6364200, www.coralworld.com , er et godt sted at se undervandsverdenen, hvis man ikke er dykker. I akvarier og i det store undervandsobservatorium 6 m under havets overflade kan man gennem panoramavinduer studere livet i havet. Fodring 11-15. I Coral 2000, sejler ma.-lø.11 og 13, 35 NIS., kan man gennem glasruder opleve fisk og koralrev. Der er også marinemuseum og bassiner med havskildpadder, hajer og koi-fisk. I Oceanarium (åbent dgl. fra 9.30, 10 NIS) hver halve time vises film (20 min.) fra bl.a.: Det Røde Hav, Negev, Atlantis, og med simulator teknologi.
Skydebane, Isrotel Yam Suf, tidl. Ambassador Hotel, Coral Beach, tlf. 6382222, avanceret skydebane med professionelle instruktører
Camel Ranch, Nahal Shlomo, tlf.6370022, www.camel-ranch.co.il , arrangerer udflugt på dromedarryg 1-4t.
Strudsefarm, Nahal Shlomo, åbent dgl. 9-20/21, entré, restaurant
Ørkenture. Der er rig mulighed for spændende ørkenture: til fods, på cykel, hest, dromedar og i jeep. Spørg Eilat Field School eller vandrerhjem.
Kasino. Regeringen kan ikke blive enig: skal Israel have kasino? Fem kasinobåde ud for Eilat blev forbudt. Nu taler man igen om, at landets første kasino skal ligge i Eilat. Men indtil da må spillefugle tage til Hilton Taba Resort lige på den anden side af den nærliggende egyptiske grænse. Israel har en speciel aftale mht. Taba: Visum er ikke nødvendigt, og man skal ikke betale udrejseskat. Grænseovergangen er åben 24/7 364, lukket på Yom Kippur. Det eneste, man skal medbringe, er pas, penge og - måske lidt tålmodighed ved grænseovergangen! Se, nedenfor Ture til Egypten
Telefonmrådenummer: 08
Turistinfo: Bridge House, Yacht Marina, åbent sø.-to.8.30-17, fr.8-13, tlf.6309111,
www.eilat.muni.il
Turistpoliti: tlf.6362444
Bus: Tel Aviv (5 t., flere gange dgl.), Jerusalem (4 1/2 t., flere gange dgl og natbus. Køb billet et par dage før afrejse
Fly: Tel Aviv og Haifa flere gange dgl. Lufthavn: i Eilat centrum
Restaurant La Barracuda, foran Sunset Hotel, tlf.6317176, sø.-lø 16-24, griller alt
El Gaucho, Derek Arava, tlf.6331549, www.elgaucho.rest-e.co.il, dgl. 12-23, traditionel argentinsk, gode bøffer
Red Sea Star, i havet ved HaYam indkøbscenter, dgl. 10-01, tlf. 6347777,
www.redseastar.com , charmerende undervandsrestaurant og pub, vinduer til koralrev og fisk.
Mange forskellige restauranter i Eilat Turistcenter og i indkøbscentre
5*Eilat Princess, Southern Beach, tlf.6365555, www.eilatprincess.com , strand, pøl,
tennis, diskotek
4*King Solomon’s Palace, North Beach, tlf.6334111/6368818, www.isrotel.co.il , spa,
to pøler, natklub
3*Reef, Coral Beach, tlf.6364444, www.reefhotel.co.il , alle vær. med altan mod strand,
dykkercenter
2*Club In, Coral Beach, tlf.6385555, www.clubhotel.co.il , nær strand, bungalows,
lejligheder m. to sovevær., pool, børneklub
Eilat Youth Hostel, Derek Arava, tlf.6370088, [email protected]
Eilat Field School, Coral Beach, tlf.6372021/1127, [email protected] ,
Man kan bo billigt på en af de store både i marinaen
Det Egyptiske Konsulat, Rehov Ephroni 68, tlf. 6376882, åbent sø.-to. 9-12.
Ture til JordanVisum fås gratis ved grænseovergangen, Yitzhak Rabin (tidl. Arava) Border Crossing, åben sø.-to. 6.30-20, fr.-lø. 8-20, lukket på Yom Kippur og islamisk nytår, id al-Hisjra. Udrejseskat fra Israel 101 NIS, fra Jordan 5 JD, tlf.(08)6300555, www.iaa.gov.il .
Turistinfo: www.visitjordan.com og www.kinghussein.gov.jo
Aqaba
98.000 indb., ligger kun få km fra Eilat. Arkæologer mener, at det er det bibelske Ezjongeber. I dag er det en stor, travl havneby med Free Zone, og uden de store seværdigheder ud over et mamaluk fort (med arkæologisk museum), som T.E. Lawrence (af Arabien) indtog i 1917. Der er fin strand med dykkermuligheder og tyrkiske bade.
Wadi Rum
også kaldet Månedalen, er derimod en stor naturoplevelse med kæmpe klippeformationer, nogle med helleristninger, og et net af wadier, der danner en vid sandørken. Helt enestående. Midt i det hele har det dromedarridende, flot uniformerede ørkenpoliti sit fort. Også her har Lawrence efterladt sig spor: Lawrences brønd! Scener i filmen Lawrence of Arabia (1962) blev optaget her. Der arrangeres ture med 4WD og overnatning i telte.
Petra
Visitors Centre og billetkontor er åbent dgl. okt-apr 6-17, maj-sep 6-18, én-dags-billet 90 JD, hvis man overnatter på Petras hoteller er entré for 1/2/3 dage = 50/55/60 JD, entrébillet er inkl. kort, transport på hesteryg til siq’en, som man går igennem, guideservice (hver ½ t. fra 7-15) og museum, tlf.(+964-3) 2156029, www.petrapark.com . Husk hat, solide sko og – vandflasken! Den rosenrøde by, nabatæernes højborg, ligger godt gemt bag høje bjergmassiver med én smal, farbar kløft, siq. Indtil fredsaftalen med Jordan i 1994 var Petra israelernes uopnåelige drøm. Arik Lavis sang »Den røde klippe, Petra«, blev forbudt i israelsk radio, fordi den fik mange unge israelske eventyrere til at trodse alt, også grænsen til Jordan, for at nå Petra - og mange forsvandt. At give en »Petra-sten« til en israeler kunne bringe vedkommende i ekstase.
Petra er helt usædvanlig. Bag fantastiske facader (op til 45 m høje) hugget ind i klipperne er der templer, gravkamre, kloster, teater m.m. Man skal læse om nabatæerne og Petras spændende historie og derefter bare gå stille rundt og lade sig fylde med indtryk - det er helt uforglemmeligt.
Ma., on. og to. 20.30-22 kan man opleve Petra by Night i stearinlysenes skær med beduinmusik, 20 JD.
Selvom der kun er to timers kørsel fra Eilat til Petra, bør man alligevel tage en overnatning på et af de mange hoteller.
Spørg om ture i Turistinfo i Eilat.
Ture til Egypten
Vil man kun til Sinai og i mindre end 14 dage, fås gratis visum (til Taba-Sharm el-Sheik og Skt. Katarina) ved Tabas grænseovergang: åben 24/7 (lukket på Yom Kippur og islams offerfest, id al- Adha), tlf.(08)6372104, www.iaa.gov.il . Udrejseskat fra Israel 101 NIS og E£30 i indrejseskat til Egypten. Man kan ikke køre i lejet bil over grænsen. ATM lige efter grænseovergang.
Bus: Nuweiba, Skt. Katarina, Dahab og Sharm el Sheikh.
Taba-Sharm el Sheikh 235 km.
5* Hilton Taba Resort, lige på den anden side af grænsen, tlf.+20 (0)693530140,
www.hilton.co.uk , luksus, kasino
Sinaiørkenen er helt anderledes end Negev. Det er et månelandskab med andre klippeformationer - og udsmykket med »kniplinger«. Farveorgiet består af kalksten i okker og hvidt, brune klipper med grønlige striber af feldspat, azurit i smukke blå farver og granit i grå, gul og pink - og store øde sandområder med et par dromedarridende beduiner. Af og til ses grønne oaser med palmer og tamarisk.
Dykning. Ved den ørkenagtige kyststrækning langs Rødehavet findes en lang række gode dykkersteder. Det er vigtigt at sikre sig at dykkerudstyr og sikkerhed er i orden og ikke lade sig lokke af billige tilbud. Man kan også få fabelagtige oplevelser blot ved at snorkle, evt. med udflugtsbåd (udstyr kan lejes). Dykning frarådes ofte i jan.-feb. pga. blæst.
Hele kysten er nærmest én lang »hotelby«, hvor der bygges på livet løs, enkelte har endnu blot hytter på stranden.
Ras Shaitan (Satans Hoved) en af de mest populære strande med Ayyash Camp, www.ras-satan.com , med hytter; Basata (35 km, sandstrand) www.basata.com, med enkle hytter, økologisk, fælles faciliteter, dromedar- og jeepture; Nuweiba (60 km, sandstrand, koralrev, hoteller, hospital, bank og færge til Aqaba); langs Ras Abu Gallum Naturreservat til Dahab (150 km, gylden strand, dykkercenter, hytter, hurtigt voksende hotelby, hospital, bank), Na’ama Bay (227 km, dykkercentre, hoteller), Sharm el Sheik (235 km, sandstrand, koralrev, luksus-hotelby med arabisk bykerne) og et par kilometer længere fremme, på Sinais sydligste spids: nationalparken Ras Muhammad, der har verdens måske smukkeste koralrev.
Skt. Katarina-klostret, åbent 9-12, lukket fr. og sø., gratis. 4t. med bus fra Taba, www.sinaimonastery.com
171 km fra Taba ligger det græsk-ortodokse kloster midt i den sydlige del af Sinai og i et vildt bjerglandskab ved foden af Mosesbjerget (Gebel Musa). Her skulle Moses have modtaget de ti bud. Klosteret, der i 2003 kom på UNESCOs kulturarvsliste, har navn efter en martyr, der blev halshugget i Alexandria i 305 for sin kristne tro. Hendes legeme blev af engle bragt til Katarinabjerget (Sinais højeste, 2.642 m), hvor det senere blev fundet af munke. I dag hviler hendes bene i en marmorsarkofag i klostrets kirke. Klostret stammer fra 500-tallet og beskyttes af 12-15 m høje og 2 m tykke mure. Det var uindtageligt for selv Napoleons hær. Desuden har klostret en særaftale om muslimsk beskyttelse, efter at profeten Muhammed her blev gæstfrit modtaget. Det er det ældste ørkenkloster, der uafbrudt har fungeret som kloster
Inde i klostret vokser den »brændende« tornebusk stadig. Man har forsøgt at lave stiklinger, men den kan kun vokse her. I kapellet tager man skoene af nøjagtig, som Moses fik besked på, da han stod på dette sted (2. Mos. 3,5). I kirken er udstillet en del af verdens fornemste ikonsamling (klostret har flere end 2000 ikoner fra 400-600-tallet), og dets bibliotek (der bl.a. indeholder Codex Syriacus, en håndskrevet bibel fra 400-tallet) overgås kun af Vatikanets! I klosterhavens benkapel stables afdøde munkes kranier og ben. Klostermuseet (E£25), indeholder bl.a. ikoner og anden kirkekunst. Bøger om klostret fås i munkenes souvenirudsalg.
Klostrets gæstehus, tlf.(+20-69)3470353, fax 3470543, enkleværelser med bad og god halvpension
Mosesbjergets top (2.285 m) nås ad to veje (begge tager mindst 2t.), der fører forbi små kapeller: ad Slangestien/Dromedarstien eller ad ca. 3700 bodstrappetrin, lagt af en angrende munk. (Tag evt. stien op og trappen ned – en tredje mulighed er på æsel- eller dromedarryg med lokal beduin). På toppen kan man opleve en fantastisk solopgang eller solnedgang og en betagende udsigt. Om vinteren kan der ligge sne! Husk: varm jakke (også om sommeren) og lommelygte
Katarinabjerget kan også bestiges (5 t.).
For rigtigt at opleve den særegne stemning på dette sted og i den nærliggende lille beduinlandsby Jebalya anbefales det at overnatte enten på pilgrimsherberget i klosterhaven eller i en af de moderne Holiday Villages. De har pæne bungalower. Spørg turistinfo i Eilat eller Taba.
© Nina Jalser