Israels historie
- vigtigste årstal før staten Israel
Bibelen er bogen om det jødiske folks og Israels historie. Tiden efter Bibelen har ikke været mindre blodig for det lille omstridte land.
Forhistorisk tid
600.000 f.Kr. Ældste beboelse
50.000 f.Kr. Huleboere og jægerkultur
8000 f.Kr. Jeriko og de første landsbyer opstår
4000 f.Kr. BeerSheva-kulturen
3760 f.Kr. Verdens skabelse ifølge den jødiske kalender
3000 f.Kr. Kanaanæerne kommer fra Arabien
Bibelsk tid
2750 f.Kr. Noas Ark og syndfloden
1800 f.Kr. Abraham drager fra Ur i Kaldæa til Kanaans land
1600-1200 f.Kr. Israelitterne er slaver i Egypten. Moses fører dem efter 40 års ørkenvandring til Kanaans land, som Josva erobrer og deler mellem de tolv stammer
1200 f.Kr. Filistrene slår sig ned ved kysten
1020 f.Kr. Saul salves til konge
1000 f.Kr. David indtager Jerusalem og gør den til hovedstad
965-930 f.Kr. Salomon bliver konge og bygger det 1. tempel i Jerusalem (tiden 965-587 f.Kr. kalder israelerne 1. tempelperiode). Det er en ren guldalder. Efter hans død i 922 f. Kr. deles riget i Judæa og Israel. Sidstnævnte med hovedstad i Samaria, hvor bl.a. Akab (874-853 f.Kr., den tids Christian 4.) og Jezabel regerer
800-722 f.Kr. De to riger strides. Assyrerne erobrer Israel, men Judæa holder stand
Babylonisk og persisk tid
587 f.Kr. Nebukadnesar ødelægger 1. tempel og fører jøderne til Babylon
538 f.Kr. Babylon indtages af Kyros, som lader jøderne vende hjem og genopbygge templet (538 f.Kr.-70 betegnes 2. tempelperiode)
Hellenistisk tid
332 f.Kr. Alexander d. Store erobrer landet, der efter hans død regeres af ptolemæerne i Egypten og seleukiderne i Syrien. Hellenismen blomstrer, templet vanhelliges
300 f.Kr.-106. Nabatæerne hersker i Negevørkenen og over dens krydderirute
167-164 f.Kr. Makkabæeroprøret ledet af Mattathias og Judas Makkabæus, der renser templet (hanukka, lysfesten)
164-37 f.Kr. Hasmonæisk (makkabæisk) kongedømme med Jerusalem som hovedstad
63 f.Kr. Pompejus erobrer Jerusalem
Romersk tid
37-4 f.Kr. Herodes d. Store bliver konge i den romerske provins Judæa, gør templet til en pragtbygning, bygger havnebyen Caesarea samt flere paladser
Mellem 6 f.Kr. og år 7. Jesus fødes
30 eller 34. Jesus korsfæstes
66-73. Jødisk oprør mod romerne
70. Titus plyndrer Jerusalem og ødelægger 2. tempel
73. Efter tre års belejring begår Masadafæstningens forsvarere kollektivt selvmord
132-135. Simon Bar Kochba leder det 2. oprør mod romerne, men forgæves
135-300. Hadrian ændrer provinsen Judæas navn til Palæstina (Filistrenes Land), som en ekstra tort mod jøderne, hvis ærkefjende var filistrene. Han genopbygger Jerusalem som romersk by, Aelia Capitolina, med adgang forbudt for jøder de næste 300 år
Byzantinsk tid
325. Med Kejser Konstantin d. Stores indførelse af kristendommen, kommer hans mor Helena til Det Hellige Land og får udpeget steder for Jesu liv og gerning. Kirker og klostre opføres, og pilgrimme ankommer
395. Romerriget deles og Palæstina kommer under Byzans
529. Samaritansk oprør, de fleste samaritanere udvises
614-29. Perserne erobrer landet, der generobres af byzantinerne
622. Muhammed flygter fra Mekka til Medina, og muslimsk tidsregning begynder
Muslimsk tid
638. Kalif Omars hærfører indtager Jerusalem, som overgiver sig uden kamp. Byen kaldes nu al-Quds, Den Hellige. Landet regeres først fra Damaskus af umayyaderne (661-750), derefter fra Bagdad af abbasiderne (750-974) og endelig fra Cairo af fatimiderne (975-1171)
Korsfarertiden
1099. 1. korstog, ledet af Godfred af Bouillon og hans bror Balduin (som i 1101 krones til konge af Jerusalem) og Wilhelm Erobrerens bror, Robert. Korsridderne indtager Jerusalem, og med den som hovedstad opretter de et kongedømme, der i løbet af 30 år kommer til at strække sig fra Beirut i nord til El-Arish i syd
1147. 2. korstog, ledet af Frankrigs Ludvig 7., er en fiasko. Damaskus bliver ikke indtaget - men Lissabon befries
1187. Kurderen Saladin (Salah-al-Din = religionens redder), der kontrollerer både Cairo og Damaskus, slår korsridderne ved Hittin og får Jerusalem
1189. 3. korstog ledet af bl.a. Richard Løvehjerte gør Akko til korsfarerrigets centrum
1219. Frans af Assisi besøger Det Hellige Land, og ti år senere bygger franciskanerne deres første kloster
1227. Tyske kejser Frederick 2. ankommer til Det Hellige Land
1260. Mongolsk invasion. Mamelukkerne stopper mongolerne i slaget ved Ein Harod. Det regnes for et af de vigtigste slag i historien. Kommandør Baybar udnævner sig selv til sultan
1291. Under det 8. korstog falder Akko og til sidst Atlit. Korsfarertiden er forbi, og mamelukkerne har magten de næste 200 år
1492. Den spanske inkvisition driver mange jøder på flugt og ad omveje til landet
Osmanniske Rige
1517. Osmannerne (tyrkerne) erobrer landet
1538. Sultan Suleiman (med tilnavnet den Prægtige) er periodens eneste lyspunkt. Han genopbygger Jerusalems mure
1550. Safed bliver et centrum for jødiske mystikere
1799. Napoleons forsøg på at indtage Akko mislykkes, og han vender tilbage til Egypten og derfra til Frankrig
1882. Den første jødiske indvandringsbølge (aliya) kommer fra Østeuropa
1897. Påvirket af Dreyfussagen indkalder Theodor Herzl til den første zionistkongres, hvor man vedtager zionismens mål: oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina
1917. Balfourdeklarationen, hvori England lover jøderne et nationalt hjemsted i Palæstina. General Allenby erobrer landet og dermed Jerusalem - fra tyrkerne
Den britiske mandatperiode
1920. Efter 1. Verdenskrig fratages tyrkerne Palæstina og Transjordanien, der overtages af England, mens Frankrig får Libanon og Syrien
1929. Muslimsk massakre på jøder i Hebron
1933-39. Stor jødisk indvandring fra Nazityskland. 400.000 jøder i Palæstina
1936-39. Strejker og uroligheder mellem jøder og muslimer
1939. England udsender en Hvidbog, som begrænser jødisk immigration, men denne øges illegalt
1939-45. 6 mio. europæiske jøder, sigøjnere m fl. tilintetgøres af nazisterne
1946. Overlevende forsøger i tusindvis at komme til Palæstina. Mange pågribes af englænderne og anbringes på Cypern - i lejre bag pigtråd! Jødernes kamp mod englænderne føres af modstandsgrupper som Hagana, Irgun og Stern
1947. FN anbefaler Palæstina delt i to stater: en arabisk og en jødisk, og Jerusalem med international status. FN’s afstemning giver 33 for, 13 imod, og 10 undlader at stemme
1948. Jødisk massakre på den arabiske landsby Deir Yassin, der udraderes. 650.000 arabere flygter fra landet.
Staten Israel
14. maj 1948. Ben Gurion proklamerer staten Israel. Dagen efter angriber fem arabiske nabolande. Ben Gurion bliver premierminister. 17. september myrdes FN’s fredsmægler, svenskeren Folke Bernadotte, i Jerusalem af en jødisk gruppe
1949. Våbenhvile med Egypten, Jordan, Syrien og Libanon. Østjerusalem kommer under Jordan
1951. Israels efterretningstjeneste, Mossad (hebraisk = institutionen), oprettes
1956. Efter egyptiske terroristangreb i Negev, deltager Israel i det engelsk-franske angreb på Egypten og erobrer Sinai og Gaza
1957. Israel giver Sinai og Gaza tilbage, og FN etablerer vagt
6
1960. Adolf Eichmann fanges i Argentina og føres til Israel, hvor han dømmes til døden og hænges. Hans aske blev spredt over Middelhavet, uden for Israels terratorialfarvand
1964. PLO oprettes
1966. Grænsestridigheder bl.a. om vand mellem Israel og Syrien
1967. Syriens og Egyptens hære tager opstilling langs grænserne og blokerer Tiranstrædet. Israel angriber begge fronter, og Jordan går i krig mod Israel. Israel vinder Seksdageskrigen og besætter Golan, Vestbredden, Gaza, Sinai og annekterer Østjerusalem
1968-72. På trods af våbenhvile fortsætter grænsekampe og terroristangreb på Israel. Golda Meir bliver premierminister i 1969
1973. På yom kippur, forsoningsdagen, den vigtigste jødiske helligdag, angriber Syrien og Egypten samtidigt. Israel er uforberedt og lider de første dage store nederlag. Krigslykken vender, og 18 dage senere standser israelerne 35 km fra Damaskus og 101 km fra Cairo. Men Israel er desillusioneret, begraver sine 2.500 faldne og underskriver troppeadskillelsesaftale. Golda Meir afløses af Yitzhak Rabin
1976. Entebbeaktionen. Israelske kommandosoldater befrier 100 jødiske gidsler i Uganda
1977. Højrepartiet Likud får for første gang magten, og Menachem Begin bliver premierminister. Egyptens præsident Anwar Sadat kommer til Jerusalem på eget fredsinitiativ
1978. Rammeaftale for fred mellem Israel og Egypten. Sadat og Begin modtager Nobels Fredspris
1979. Fredsaftalen mellem Israel og Egypten underskrives i Camp David i USA
1981. Israel bomber Iraks atomreaktor. Begin opfordrer til bosættelser i de besatte områder
1982. Israel rømmer Sinai i henhold til Camp David-aftalen. Israel invaderer Libanon efter talrige terroraktioner mod israelere. I juli 1983 trækker israelerne sig tilbage til »sikkerhedszonen«
1987. Intifadaen, den palæstinensiske opstand, begynder i Gaza 9. december med strejker og stenkast
1988. PLO-lederen Arafat proklamerer oprettelsen af en palæstinensisk stat og anerkender Israels ret til at eksistere
1990. Yitzhak Shamir (Likudpartiet) danner mindretalsregering. Sovjetunionen bryder sammen, og en immigrationsbølge vælter ind over Israel: 200.000 jøder alene i dette år! Saddam Hussein invaderer Kuwait. PLO tager parti for Irak og fordømmes af det meste af den arabiske verden. Under ledelse af USA, England og Frankrig forberedes et angreb på Irak
1991. Israel forbereder forsvar mod kemiske våben: I hver bolig laves et forseglet rum, og alle får en gasmaske. 17. jan. Starter »Operation Ørkenstorm« - Golfkrigen er i gang. Israel udsættes for 39 missilangreb uden gas, men de volder materiel skade. Hårdt presset af USA holder Israel sig uden for konflikten. Mod slutningen af krigen følger USA’s udenrigsminister James Bakers pendul-diplomati. En mellemøstlig fredskonference forberedes. I oktober holdes første møde i Madrid, hvor israelerne sidder ved forhandlingsbord med syrere, libanesere, jordanere og palæstinensere
1992. Shamirs princip »fred for fred« accepteres ikke, og forhandlingerne går i hårdknude. Efter valget i juni danner arbejderpartiets leder Yitzhak Rabin en koalitionsregering med Shimon Peres som udenrigsminister. Partiets fredspolitik er »land for fred«
1993. Hemmelige forhandlinger mellem Israel og PLO i Oslo. Israel anerkender PLO og underskriver i Washington en rammeaftale om begrænset selvstyre i de besatte områder, afsluttet med det velkendte håndtryk mellem Rabin og Arafat foran Det Hvide Hus
1994. I feb. bliver 29 bedende muslimer myrdet i Hebron af en ortodoks jøde. En aftale om begrænset selvstyre i Jeriko og Gaza underskrives i maj, og israelsk militær overlader den lokale sikkerhed til et nyuddannet palæstinensisk politi. TIPH kommer til Hebron. Arafat flytter fra Tunis til Gaza. Israel og Jordan underskriver en fredsaftale i oktober, diplomatiske forbindelser etableres og grænserne åbnes. Rabin, Peres og Arafat modtager Nobels Fredspris
1995. Terroraktioner afbryder flere gange forhandlingerne med PLO. I sep. underskrives Oslo II-aftalen, der baner vej for anden fase af palæstinensisk selvstyre, og giver det kontrol over 27% af Vestbredden. 4. november rystes Israel af mordet på Yitzhak Rabin, udført af en rabiat jødisk modstander af fredsprocessen. Shimon Peres overtager premierministerposten. Israel får en udvidet handelsaftale med EU. Fredsforhandlingerne med Syrien og Libanon har endnu kun resulteret i enkelte fremskridt.
1996. Operation »Vredens Druer« i april er et 16 døgns israelsk angreb mod den iransk støttede hizbollah-milits i Sydlibanon. Den 29. maj vælger israelerne en højreregering ledet af Benjamin Netanyahu. Åbningen af en arkæologisk tunnel langs Vestmuren i Jerusalem (fra Grædemuren til Via Dolorosa) i september fører til israelsk-palæstinensiske sammenstød, der efterlader 85 døde og 120 sårede
1997. Størstedelen af Hebron kommer i januar under palæstinensisk selvstyre. I marts fortsætter Israel sin udvidelse af jødiske bosættelser i Østjerusalem: Jebel Abu Ghneim (Har Homa) og senere Ras el-Amud og Efrat ved Betlehem. Fredsprocessen går i stå.
1998. I feb. står israelerne igen i kø efter gasmasker pga. en Irak-krise, der denne gang løses diplomatisk. Pga. mange tab i Sydlibanon kræver folkestemningen i Israel i marts hæren trukket hjem fra den såkaldte sikkerhedszone. Israels regering er parat, men søger internationale garantier for fred ved grænsen. Arafat udtaler, at han 4. maj 1999 vil proklamere en palæstinensisk stat. Israelerne fejrer 30. apr. 50-året for staten Israels oprettelse den 14. maj (som palæstinenserne kalder al-Nakba, katastrofen). I okt. mødes Netanyahu og Arafat i Wye (USA) og underskriver en forløbig fredsaftale (»land for sikkerhed«), hvori begge accepterer allerede indgåede aftaler, som skulle have været gennemført. Men fredsprocessen er på vejen igen
1999. Det går trægt med at gennemføre Wyeaftalen. Knesset er splittet og vedtager i jan. at udskrive valg i utide. 17. maj bliver Ehud Barak valgt til premierminister. Han lover at trække hæren ud af sikkerhedszonen i Sydlibanon, som har kostet 1400 israelske soldater livet. Israel åbner »safe passage« mellem Vestbredden og Gaza.
2000. 24. maj forlader den sidste israelske soldat den besatte zone i Sydlibanon. I marts er Pave Johs. Paul 2. på pilgrimsrejse til Det Hellige Land. I juli er der topmøde i Camp David, hvor Barak, Arafat og Clinton deltager for at opnå en endelig aftale om det palæstinensiske selvstyre – men uden held. 28. sep. besøger Likudleder Ariel Sharon, under højeste sikkerhedsberedskab, Tempelpladsen/al-Haram al-Sharif. Besøget er ikke årsag men anledning til en ny palæstinensisk opstand, al-Aksa-intifadaen, med bølger af sammenstød. To israelske soldater lynches i Ramallah, israelske helikoptere affyrer missiler mod mål i palæstinensiske byer. Topmøde i Sharm el Sheik i okt. slutter med en skrøbelig aftale om at stoppe volden. Tidl. US senator George Michell leder en international undersøgelseskommission, med bl.a. det norske stortingsmedlem Thorbjørn Jagland, der skal udfærdige en rapport om forholdene under al-Aksa-intifadaen. Barak udskriver valg i nov. Topmøde i dec. i Sharm el Sheik for at drøfte et amerikansk fredsforslag.
2001. Al-Aksa-intifadaen fortsætter. Sharon vælges i feb. til premierminister med 62%. 27. maj offentliggøres Michell-rapporten – Sharon følger den, indfører bosætterstop og ensidig våbenhvile på trods af fortsatte palæstinensiske selvmordsbomber.
2002. Operation Forsvarsskjold: Efter massive terroristangreb genbesætter Israel større palæstinensiske byer, og Arafat spærres inde i regeringskomplekset al-Muqata’a i Ramallah. Fødselskirken i Betlehem, hvor 200 palæstinensere har taget ophold, belejres af Israel. Israel begynder opførelse af 4-8 m høj Sikkerhedsmur (også kaldt Adskillelsesmur, Apartheidmur) omkring Vestbredden. Den nedsætter – men stopper ikke – antallet af selvmordsbombere; MEN forværrer også palæstinensernes levevilkår, mange bliver adskilt fra deres marker og skoler – og fra mange huse er der kun udsigt til den grå betonmur.
2003. Sharon bliver genvalgt. Arafat udnævner (under internationalt pres) Mahmoud Abbas (Abu Mazen) til premierminister. Både Mellemøstenkvartetten (FN, USA, EU og Rusland) og Israel håber, at han vil bringe fornyelse og reformer. Køreplan for Fred. På topmødet i Aqaba, mellem Sharon og Abbas, lover de at stoppe volden – som alligevel fortsætter. Abbas træder tilbage.
2004. International ret dømmer, at Sikkerhedsmuren skal rives ned. Selvmordsangreb i Sinais turiststeder og Taba Hilton. 1.11. Yassir Arafat dør på et militærhospital i Paris.
2005. Abbas vælges til præsident for PNA (Palestinian National Authority) og genoptager fredsprocessen. Topmøde i Sharm el-Sheikh: Sharon, Abbas, Egyptens præsident Mubarak og Jordans kong Abdullah 2. Sharon og Abbas er enige om at stoppe volden, Israel vil løslade 900 palæstinensiske fanger og trække sig ud af palæstinensiske byer. Egypten og Jordan vil sende ambassadører til Israel. Al-Aksa intifadaen er slut. 15.-24. aug. evakuerer Israel alle bosættelser i Gaza og fire på Vestbredden. Israels højesteret dømmer, at Sikkerhedsmuren ikke er imod international lov. Sharon forlader Likud-partiet (højre) og danner Kadima-partiet (centrum).
2006. Sharon rammes af en hjerneblødning og ligger stadig (2011) i kunstig coma. Ehud Olmert, Jerusalems tidligere borgmester, overtager premierministerposten. Hamas vinder stort ved palæstinensisk parlamentsvalg. Håbet for fred svinder, og donorlande stopper direkte hjælp. Olmert bliver valgt til premierminister. Operation Sommerregn: Israel invaderer Gaza i forsøg på at befri den to dage før kidnappede soldat, Gilad Shalit og stoppe raketangreb fra Gaza. I nord begynder den fem uger lange 2. Libanonkrig, efter Hizbollah har kidnappet to israelske soldater og dræbt tre. Raketter ryger i begge retninger, først 14. aug. bliver der våbenhvile.
2007. Shimon Peres vælges til præsident. Hamas angriber Fatah, som tvinges ud af Gaza. Fra Gaza sender Hamas tusindvis af raketter mod Israel, og Gazastriben blokeres. Topmøde i Annapolis: israelere og palæstinensere enes om at implementere Køreplan for Fred med det mål, at nå en løsning i 2008.
2008. Hamas »åbner« Rafah grænseovergangen til Egypten, hvor i hundredtusindvis tager til, inden Egypten igen får lukket Rafah. Ehud Olmert tvinges til at gå af efter anklager om korruption. Udenrigsminister Tzipi Livni vælges til Kadimas leder; men hun opgiver at danne en koalitionsregering og udskriver valg. Efter adskillige raketangreb mod Israel angriber Israel Gaza for at ramme raketramper og –fabrikker og smuglertunneler.
2009. Våbenhvile med Gaza. Valg i Israel: Selvom Kadima får flest stemmer, danner Netanyahu fra Likud regering med Labor og Yisrael Beitenu. Netanyahu støtter oprettelsen af en palæstinensisk stat; men nægter at stoppe bosættelser på Vestbredden. Palæstinenserne nægter at forhandle fred, medmindre Israel indfører byggestop. Pave Benedict 13. besøger Israel. Første al-Fatah kongres i 20 år: man vedtager al-Fatahs udenrigspolitiske program. PA vil inden for to år udråbe staten Palæstina. I nov. »fryser« Netanyahu nye bosættelser indtil sep. 2010.
2010. USA's vicepræsident Joe Biden ankommer til Israel for at føre fredsforhandlinger, samtidig annoncerer den israelske indenrigsminister udvidet byggeri i Østjerusalem! Israel begynder opførelse af sikkerhedshegn langs den egyptiske grænse.
2011. 28. maj åbner Egypten Rafiah-grænsen.
© Nina Jalser
Bibelen er bogen om det jødiske folks og Israels historie. Tiden efter Bibelen har ikke været mindre blodig for det lille omstridte land.
Forhistorisk tid
600.000 f.Kr. Ældste beboelse
50.000 f.Kr. Huleboere og jægerkultur
8000 f.Kr. Jeriko og de første landsbyer opstår
4000 f.Kr. BeerSheva-kulturen
3760 f.Kr. Verdens skabelse ifølge den jødiske kalender
3000 f.Kr. Kanaanæerne kommer fra Arabien
Bibelsk tid
2750 f.Kr. Noas Ark og syndfloden
1800 f.Kr. Abraham drager fra Ur i Kaldæa til Kanaans land
1600-1200 f.Kr. Israelitterne er slaver i Egypten. Moses fører dem efter 40 års ørkenvandring til Kanaans land, som Josva erobrer og deler mellem de tolv stammer
1200 f.Kr. Filistrene slår sig ned ved kysten
1020 f.Kr. Saul salves til konge
1000 f.Kr. David indtager Jerusalem og gør den til hovedstad
965-930 f.Kr. Salomon bliver konge og bygger det 1. tempel i Jerusalem (tiden 965-587 f.Kr. kalder israelerne 1. tempelperiode). Det er en ren guldalder. Efter hans død i 922 f. Kr. deles riget i Judæa og Israel. Sidstnævnte med hovedstad i Samaria, hvor bl.a. Akab (874-853 f.Kr., den tids Christian 4.) og Jezabel regerer
800-722 f.Kr. De to riger strides. Assyrerne erobrer Israel, men Judæa holder stand
Babylonisk og persisk tid
587 f.Kr. Nebukadnesar ødelægger 1. tempel og fører jøderne til Babylon
538 f.Kr. Babylon indtages af Kyros, som lader jøderne vende hjem og genopbygge templet (538 f.Kr.-70 betegnes 2. tempelperiode)
Hellenistisk tid
332 f.Kr. Alexander d. Store erobrer landet, der efter hans død regeres af ptolemæerne i Egypten og seleukiderne i Syrien. Hellenismen blomstrer, templet vanhelliges
300 f.Kr.-106. Nabatæerne hersker i Negevørkenen og over dens krydderirute
167-164 f.Kr. Makkabæeroprøret ledet af Mattathias og Judas Makkabæus, der renser templet (hanukka, lysfesten)
164-37 f.Kr. Hasmonæisk (makkabæisk) kongedømme med Jerusalem som hovedstad
63 f.Kr. Pompejus erobrer Jerusalem
Romersk tid
37-4 f.Kr. Herodes d. Store bliver konge i den romerske provins Judæa, gør templet til en pragtbygning, bygger havnebyen Caesarea samt flere paladser
Mellem 6 f.Kr. og år 7. Jesus fødes
30 eller 34. Jesus korsfæstes
66-73. Jødisk oprør mod romerne
70. Titus plyndrer Jerusalem og ødelægger 2. tempel
73. Efter tre års belejring begår Masadafæstningens forsvarere kollektivt selvmord
132-135. Simon Bar Kochba leder det 2. oprør mod romerne, men forgæves
135-300. Hadrian ændrer provinsen Judæas navn til Palæstina (Filistrenes Land), som en ekstra tort mod jøderne, hvis ærkefjende var filistrene. Han genopbygger Jerusalem som romersk by, Aelia Capitolina, med adgang forbudt for jøder de næste 300 år
Byzantinsk tid
325. Med Kejser Konstantin d. Stores indførelse af kristendommen, kommer hans mor Helena til Det Hellige Land og får udpeget steder for Jesu liv og gerning. Kirker og klostre opføres, og pilgrimme ankommer
395. Romerriget deles og Palæstina kommer under Byzans
529. Samaritansk oprør, de fleste samaritanere udvises
614-29. Perserne erobrer landet, der generobres af byzantinerne
622. Muhammed flygter fra Mekka til Medina, og muslimsk tidsregning begynder
Muslimsk tid
638. Kalif Omars hærfører indtager Jerusalem, som overgiver sig uden kamp. Byen kaldes nu al-Quds, Den Hellige. Landet regeres først fra Damaskus af umayyaderne (661-750), derefter fra Bagdad af abbasiderne (750-974) og endelig fra Cairo af fatimiderne (975-1171)
Korsfarertiden
1099. 1. korstog, ledet af Godfred af Bouillon og hans bror Balduin (som i 1101 krones til konge af Jerusalem) og Wilhelm Erobrerens bror, Robert. Korsridderne indtager Jerusalem, og med den som hovedstad opretter de et kongedømme, der i løbet af 30 år kommer til at strække sig fra Beirut i nord til El-Arish i syd
1147. 2. korstog, ledet af Frankrigs Ludvig 7., er en fiasko. Damaskus bliver ikke indtaget - men Lissabon befries
1187. Kurderen Saladin (Salah-al-Din = religionens redder), der kontrollerer både Cairo og Damaskus, slår korsridderne ved Hittin og får Jerusalem
1189. 3. korstog ledet af bl.a. Richard Løvehjerte gør Akko til korsfarerrigets centrum
1219. Frans af Assisi besøger Det Hellige Land, og ti år senere bygger franciskanerne deres første kloster
1227. Tyske kejser Frederick 2. ankommer til Det Hellige Land
1260. Mongolsk invasion. Mamelukkerne stopper mongolerne i slaget ved Ein Harod. Det regnes for et af de vigtigste slag i historien. Kommandør Baybar udnævner sig selv til sultan
1291. Under det 8. korstog falder Akko og til sidst Atlit. Korsfarertiden er forbi, og mamelukkerne har magten de næste 200 år
1492. Den spanske inkvisition driver mange jøder på flugt og ad omveje til landet
Osmanniske Rige
1517. Osmannerne (tyrkerne) erobrer landet
1538. Sultan Suleiman (med tilnavnet den Prægtige) er periodens eneste lyspunkt. Han genopbygger Jerusalems mure
1550. Safed bliver et centrum for jødiske mystikere
1799. Napoleons forsøg på at indtage Akko mislykkes, og han vender tilbage til Egypten og derfra til Frankrig
1882. Den første jødiske indvandringsbølge (aliya) kommer fra Østeuropa
1897. Påvirket af Dreyfussagen indkalder Theodor Herzl til den første zionistkongres, hvor man vedtager zionismens mål: oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina
1917. Balfourdeklarationen, hvori England lover jøderne et nationalt hjemsted i Palæstina. General Allenby erobrer landet og dermed Jerusalem - fra tyrkerne
Den britiske mandatperiode
1920. Efter 1. Verdenskrig fratages tyrkerne Palæstina og Transjordanien, der overtages af England, mens Frankrig får Libanon og Syrien
1929. Muslimsk massakre på jøder i Hebron
1933-39. Stor jødisk indvandring fra Nazityskland. 400.000 jøder i Palæstina
1936-39. Strejker og uroligheder mellem jøder og muslimer
1939. England udsender en Hvidbog, som begrænser jødisk immigration, men denne øges illegalt
1939-45. 6 mio. europæiske jøder, sigøjnere m fl. tilintetgøres af nazisterne
1946. Overlevende forsøger i tusindvis at komme til Palæstina. Mange pågribes af englænderne og anbringes på Cypern - i lejre bag pigtråd! Jødernes kamp mod englænderne føres af modstandsgrupper som Hagana, Irgun og Stern
1947. FN anbefaler Palæstina delt i to stater: en arabisk og en jødisk, og Jerusalem med international status. FN’s afstemning giver 33 for, 13 imod, og 10 undlader at stemme
1948. Jødisk massakre på den arabiske landsby Deir Yassin, der udraderes. 650.000 arabere flygter fra landet.
Staten Israel
14. maj 1948. Ben Gurion proklamerer staten Israel. Dagen efter angriber fem arabiske nabolande. Ben Gurion bliver premierminister. 17. september myrdes FN’s fredsmægler, svenskeren Folke Bernadotte, i Jerusalem af en jødisk gruppe
1949. Våbenhvile med Egypten, Jordan, Syrien og Libanon. Østjerusalem kommer under Jordan
1951. Israels efterretningstjeneste, Mossad (hebraisk = institutionen), oprettes
1956. Efter egyptiske terroristangreb i Negev, deltager Israel i det engelsk-franske angreb på Egypten og erobrer Sinai og Gaza
1957. Israel giver Sinai og Gaza tilbage, og FN etablerer vagt
6
1960. Adolf Eichmann fanges i Argentina og føres til Israel, hvor han dømmes til døden og hænges. Hans aske blev spredt over Middelhavet, uden for Israels terratorialfarvand
1964. PLO oprettes
1966. Grænsestridigheder bl.a. om vand mellem Israel og Syrien
1967. Syriens og Egyptens hære tager opstilling langs grænserne og blokerer Tiranstrædet. Israel angriber begge fronter, og Jordan går i krig mod Israel. Israel vinder Seksdageskrigen og besætter Golan, Vestbredden, Gaza, Sinai og annekterer Østjerusalem
1968-72. På trods af våbenhvile fortsætter grænsekampe og terroristangreb på Israel. Golda Meir bliver premierminister i 1969
1973. På yom kippur, forsoningsdagen, den vigtigste jødiske helligdag, angriber Syrien og Egypten samtidigt. Israel er uforberedt og lider de første dage store nederlag. Krigslykken vender, og 18 dage senere standser israelerne 35 km fra Damaskus og 101 km fra Cairo. Men Israel er desillusioneret, begraver sine 2.500 faldne og underskriver troppeadskillelsesaftale. Golda Meir afløses af Yitzhak Rabin
1976. Entebbeaktionen. Israelske kommandosoldater befrier 100 jødiske gidsler i Uganda
1977. Højrepartiet Likud får for første gang magten, og Menachem Begin bliver premierminister. Egyptens præsident Anwar Sadat kommer til Jerusalem på eget fredsinitiativ
1978. Rammeaftale for fred mellem Israel og Egypten. Sadat og Begin modtager Nobels Fredspris
1979. Fredsaftalen mellem Israel og Egypten underskrives i Camp David i USA
1981. Israel bomber Iraks atomreaktor. Begin opfordrer til bosættelser i de besatte områder
1982. Israel rømmer Sinai i henhold til Camp David-aftalen. Israel invaderer Libanon efter talrige terroraktioner mod israelere. I juli 1983 trækker israelerne sig tilbage til »sikkerhedszonen«
1987. Intifadaen, den palæstinensiske opstand, begynder i Gaza 9. december med strejker og stenkast
1988. PLO-lederen Arafat proklamerer oprettelsen af en palæstinensisk stat og anerkender Israels ret til at eksistere
1990. Yitzhak Shamir (Likudpartiet) danner mindretalsregering. Sovjetunionen bryder sammen, og en immigrationsbølge vælter ind over Israel: 200.000 jøder alene i dette år! Saddam Hussein invaderer Kuwait. PLO tager parti for Irak og fordømmes af det meste af den arabiske verden. Under ledelse af USA, England og Frankrig forberedes et angreb på Irak
1991. Israel forbereder forsvar mod kemiske våben: I hver bolig laves et forseglet rum, og alle får en gasmaske. 17. jan. Starter »Operation Ørkenstorm« - Golfkrigen er i gang. Israel udsættes for 39 missilangreb uden gas, men de volder materiel skade. Hårdt presset af USA holder Israel sig uden for konflikten. Mod slutningen af krigen følger USA’s udenrigsminister James Bakers pendul-diplomati. En mellemøstlig fredskonference forberedes. I oktober holdes første møde i Madrid, hvor israelerne sidder ved forhandlingsbord med syrere, libanesere, jordanere og palæstinensere
1992. Shamirs princip »fred for fred« accepteres ikke, og forhandlingerne går i hårdknude. Efter valget i juni danner arbejderpartiets leder Yitzhak Rabin en koalitionsregering med Shimon Peres som udenrigsminister. Partiets fredspolitik er »land for fred«
1993. Hemmelige forhandlinger mellem Israel og PLO i Oslo. Israel anerkender PLO og underskriver i Washington en rammeaftale om begrænset selvstyre i de besatte områder, afsluttet med det velkendte håndtryk mellem Rabin og Arafat foran Det Hvide Hus
1994. I feb. bliver 29 bedende muslimer myrdet i Hebron af en ortodoks jøde. En aftale om begrænset selvstyre i Jeriko og Gaza underskrives i maj, og israelsk militær overlader den lokale sikkerhed til et nyuddannet palæstinensisk politi. TIPH kommer til Hebron. Arafat flytter fra Tunis til Gaza. Israel og Jordan underskriver en fredsaftale i oktober, diplomatiske forbindelser etableres og grænserne åbnes. Rabin, Peres og Arafat modtager Nobels Fredspris
1995. Terroraktioner afbryder flere gange forhandlingerne med PLO. I sep. underskrives Oslo II-aftalen, der baner vej for anden fase af palæstinensisk selvstyre, og giver det kontrol over 27% af Vestbredden. 4. november rystes Israel af mordet på Yitzhak Rabin, udført af en rabiat jødisk modstander af fredsprocessen. Shimon Peres overtager premierministerposten. Israel får en udvidet handelsaftale med EU. Fredsforhandlingerne med Syrien og Libanon har endnu kun resulteret i enkelte fremskridt.
1996. Operation »Vredens Druer« i april er et 16 døgns israelsk angreb mod den iransk støttede hizbollah-milits i Sydlibanon. Den 29. maj vælger israelerne en højreregering ledet af Benjamin Netanyahu. Åbningen af en arkæologisk tunnel langs Vestmuren i Jerusalem (fra Grædemuren til Via Dolorosa) i september fører til israelsk-palæstinensiske sammenstød, der efterlader 85 døde og 120 sårede
1997. Størstedelen af Hebron kommer i januar under palæstinensisk selvstyre. I marts fortsætter Israel sin udvidelse af jødiske bosættelser i Østjerusalem: Jebel Abu Ghneim (Har Homa) og senere Ras el-Amud og Efrat ved Betlehem. Fredsprocessen går i stå.
1998. I feb. står israelerne igen i kø efter gasmasker pga. en Irak-krise, der denne gang løses diplomatisk. Pga. mange tab i Sydlibanon kræver folkestemningen i Israel i marts hæren trukket hjem fra den såkaldte sikkerhedszone. Israels regering er parat, men søger internationale garantier for fred ved grænsen. Arafat udtaler, at han 4. maj 1999 vil proklamere en palæstinensisk stat. Israelerne fejrer 30. apr. 50-året for staten Israels oprettelse den 14. maj (som palæstinenserne kalder al-Nakba, katastrofen). I okt. mødes Netanyahu og Arafat i Wye (USA) og underskriver en forløbig fredsaftale (»land for sikkerhed«), hvori begge accepterer allerede indgåede aftaler, som skulle have været gennemført. Men fredsprocessen er på vejen igen
1999. Det går trægt med at gennemføre Wyeaftalen. Knesset er splittet og vedtager i jan. at udskrive valg i utide. 17. maj bliver Ehud Barak valgt til premierminister. Han lover at trække hæren ud af sikkerhedszonen i Sydlibanon, som har kostet 1400 israelske soldater livet. Israel åbner »safe passage« mellem Vestbredden og Gaza.
2000. 24. maj forlader den sidste israelske soldat den besatte zone i Sydlibanon. I marts er Pave Johs. Paul 2. på pilgrimsrejse til Det Hellige Land. I juli er der topmøde i Camp David, hvor Barak, Arafat og Clinton deltager for at opnå en endelig aftale om det palæstinensiske selvstyre – men uden held. 28. sep. besøger Likudleder Ariel Sharon, under højeste sikkerhedsberedskab, Tempelpladsen/al-Haram al-Sharif. Besøget er ikke årsag men anledning til en ny palæstinensisk opstand, al-Aksa-intifadaen, med bølger af sammenstød. To israelske soldater lynches i Ramallah, israelske helikoptere affyrer missiler mod mål i palæstinensiske byer. Topmøde i Sharm el Sheik i okt. slutter med en skrøbelig aftale om at stoppe volden. Tidl. US senator George Michell leder en international undersøgelseskommission, med bl.a. det norske stortingsmedlem Thorbjørn Jagland, der skal udfærdige en rapport om forholdene under al-Aksa-intifadaen. Barak udskriver valg i nov. Topmøde i dec. i Sharm el Sheik for at drøfte et amerikansk fredsforslag.
2001. Al-Aksa-intifadaen fortsætter. Sharon vælges i feb. til premierminister med 62%. 27. maj offentliggøres Michell-rapporten – Sharon følger den, indfører bosætterstop og ensidig våbenhvile på trods af fortsatte palæstinensiske selvmordsbomber.
2002. Operation Forsvarsskjold: Efter massive terroristangreb genbesætter Israel større palæstinensiske byer, og Arafat spærres inde i regeringskomplekset al-Muqata’a i Ramallah. Fødselskirken i Betlehem, hvor 200 palæstinensere har taget ophold, belejres af Israel. Israel begynder opførelse af 4-8 m høj Sikkerhedsmur (også kaldt Adskillelsesmur, Apartheidmur) omkring Vestbredden. Den nedsætter – men stopper ikke – antallet af selvmordsbombere; MEN forværrer også palæstinensernes levevilkår, mange bliver adskilt fra deres marker og skoler – og fra mange huse er der kun udsigt til den grå betonmur.
2003. Sharon bliver genvalgt. Arafat udnævner (under internationalt pres) Mahmoud Abbas (Abu Mazen) til premierminister. Både Mellemøstenkvartetten (FN, USA, EU og Rusland) og Israel håber, at han vil bringe fornyelse og reformer. Køreplan for Fred. På topmødet i Aqaba, mellem Sharon og Abbas, lover de at stoppe volden – som alligevel fortsætter. Abbas træder tilbage.
2004. International ret dømmer, at Sikkerhedsmuren skal rives ned. Selvmordsangreb i Sinais turiststeder og Taba Hilton. 1.11. Yassir Arafat dør på et militærhospital i Paris.
2005. Abbas vælges til præsident for PNA (Palestinian National Authority) og genoptager fredsprocessen. Topmøde i Sharm el-Sheikh: Sharon, Abbas, Egyptens præsident Mubarak og Jordans kong Abdullah 2. Sharon og Abbas er enige om at stoppe volden, Israel vil løslade 900 palæstinensiske fanger og trække sig ud af palæstinensiske byer. Egypten og Jordan vil sende ambassadører til Israel. Al-Aksa intifadaen er slut. 15.-24. aug. evakuerer Israel alle bosættelser i Gaza og fire på Vestbredden. Israels højesteret dømmer, at Sikkerhedsmuren ikke er imod international lov. Sharon forlader Likud-partiet (højre) og danner Kadima-partiet (centrum).
2006. Sharon rammes af en hjerneblødning og ligger stadig (2011) i kunstig coma. Ehud Olmert, Jerusalems tidligere borgmester, overtager premierministerposten. Hamas vinder stort ved palæstinensisk parlamentsvalg. Håbet for fred svinder, og donorlande stopper direkte hjælp. Olmert bliver valgt til premierminister. Operation Sommerregn: Israel invaderer Gaza i forsøg på at befri den to dage før kidnappede soldat, Gilad Shalit og stoppe raketangreb fra Gaza. I nord begynder den fem uger lange 2. Libanonkrig, efter Hizbollah har kidnappet to israelske soldater og dræbt tre. Raketter ryger i begge retninger, først 14. aug. bliver der våbenhvile.
2007. Shimon Peres vælges til præsident. Hamas angriber Fatah, som tvinges ud af Gaza. Fra Gaza sender Hamas tusindvis af raketter mod Israel, og Gazastriben blokeres. Topmøde i Annapolis: israelere og palæstinensere enes om at implementere Køreplan for Fred med det mål, at nå en løsning i 2008.
2008. Hamas »åbner« Rafah grænseovergangen til Egypten, hvor i hundredtusindvis tager til, inden Egypten igen får lukket Rafah. Ehud Olmert tvinges til at gå af efter anklager om korruption. Udenrigsminister Tzipi Livni vælges til Kadimas leder; men hun opgiver at danne en koalitionsregering og udskriver valg. Efter adskillige raketangreb mod Israel angriber Israel Gaza for at ramme raketramper og –fabrikker og smuglertunneler.
2009. Våbenhvile med Gaza. Valg i Israel: Selvom Kadima får flest stemmer, danner Netanyahu fra Likud regering med Labor og Yisrael Beitenu. Netanyahu støtter oprettelsen af en palæstinensisk stat; men nægter at stoppe bosættelser på Vestbredden. Palæstinenserne nægter at forhandle fred, medmindre Israel indfører byggestop. Pave Benedict 13. besøger Israel. Første al-Fatah kongres i 20 år: man vedtager al-Fatahs udenrigspolitiske program. PA vil inden for to år udråbe staten Palæstina. I nov. »fryser« Netanyahu nye bosættelser indtil sep. 2010.
2010. USA's vicepræsident Joe Biden ankommer til Israel for at føre fredsforhandlinger, samtidig annoncerer den israelske indenrigsminister udvidet byggeri i Østjerusalem! Israel begynder opførelse af sikkerhedshegn langs den egyptiske grænse.
2011. 28. maj åbner Egypten Rafiah-grænsen.
© Nina Jalser
